x

Nephew topper Tjeklistens årsliste

Nephew topper Tjeklistens årsliste

Billede: Søren Solkær Starbird

Den populære P3-lytterhitliste Tjeklisten har nu offentliggjort sin årsliste for 2005 med de 50 sange, der har fået flest stemmer i løbet af det forgange år. Her løb Nephew af med sejren, idet deres ”Worst/Best Case Scenario” besætter førstepladsen. Nephew har tilmed yderligere to sange højt på listen, nemlig ”Ordenspoliti” og Kim Larsen-fortolkningen ”Byens Hotel”, der ligger henholdsvis nummer 4 og nummer 6. Og faktisk har der kun været 4 uger i løbet af året, hvor Nephew ikke har ligget på listen.

Herudover fik Nephew titlerne som årets mest succesrige band og danske kunstner. Nephew er i øvrigt på blot to år blevet det niende mest populære navn på Tjeklisten gennem tiderne, det vil sige siden starten i 1994. Denne all time-liste toppes af Madonna.

Også på årslisten 2004 lå Nephew lunt på Tjeklisten, idet deres ”Superliga” og ”En Wannabe Darth Vader” lå henholdsvis nummer 2 og 9 på årslisten.

Nephew er nu i fuld gang med at skrive sange til deres tredje album, som efter planen bliver indspillet i løbet af 2006. I øvrigt denne gang som kvintet, idet René Thalund, der har været tilknyttet gruppen som live-keyboardspiller siden foråret 2004, nu er blevet fuldgyldigt medlem af bandet.

Se Tjeklisten 2005 her

Nephews hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA