Debatindlæg: Hvad har tigre, polarræven og albums til fælles?

GAFFA har modtaget nedenstående debatindlæg fra Jonathan Koksbang, der er 18 år og blev student i sommer:

Uanset hvor ringe gehør, man måtte være i besiddelse af, har man nok efterhånden hørt et eller flere varselsskud for den nye musikalske revolution. Denne latente revolution, hvor de digitale hitpushere stille svinger deres sejrende frugtfaner i vilden sky uden som meget som et udsunget avanti popolo til at motivere masserne. Et væsentligt spørgsmål at stille er da også, om denne nye måde at høre musik på bringer folket fremad.

For nylig lukkede som bekendt TP musikmarked, hvilket for mig at se var endnu et søm i kisten på albumkulturen. For hvorfor lukkede TP? Det gjorde de fordi, at de måtte konstatere, hvordan klaveret spiller i dag: det er simpelthen de færreste, der går ned og køber sig fattige i plader. For at vende den gamle sætning på hovedet: Når Muhammed ikke vil komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed – og det gør bjerget så sandelig på iTunes, Spotify og YouTube.

Og hvad er der så galt i det? Jo, der er det galt, at det jo ikke bare handler om hvor musikken ligger. Om det er digitalt eller står i geled på TP musikmarkeds hylder er jo for så vidt ligegyldigt. Den stærke dissonans opstår i det sekund at vi mister en kunstform, albummet, fordi iTunes eller andre notorisk skærer albummet ud i små mundrette (eller ørerette) stykker, som specielt vi unge sidder klar til at hapse i os. Fordi vi, ved kun at tænke på enkelthederne, glemmer helhederne, når vi handler på det digitale musik-loppemarked.

Nu er jeg selv ung, og når jeg spørger min jævnaldrende ud om det her, er svaret for det meste det samme: iTunes og Spotify er Guds gave til menneskeheden. Fordi det er et eldorado for opdagelse af ny musik. Ingen tvivl om, at internettet er en af de mest effektive og elegante portaler til en verden fyldt med musik. Argumentet fremstår dog en smule ustemt: For selvfølgelig kan man opdage masser musik på internettet. Men det kunne altså også have den følgevirkning, at man ikke opdager de elleve andre numre på det album, hittet er på og holder sig til det, der umiddelbart hænger ved øren. Eller at man søger på et band, hører et nummer, der ikke lige falder i ens smag og smider bandet i den digitale papirkurv.

Jeg siger ikke, at vi skal gå og høre musik vi ikke bryder os om. Men jeg mener, at det er de færreste klassiske albums, hvor alle numrene er hits – hvor musikken ikke kræver lidt tålmodighed, og hvor numrene ikke har godt af at blive sat ind i deres kunstneriske kontekst. Som den del af det større eller mindre kunstværk, de udgør. For det iTunes lærer os er, at musiknumre er helt og aldeles autonome. Det er heri, den historiske bjørnetjeneste ligger. Polemisk sagt er det jo ligesom at hævde, at kapitler i bøger står for sig.

Sandheden er dog nok, at musiknumre ejer en vis form for autonomi. Men sandheden er også, at albumkunsten er kompositionskunst – en dramaturgisk legen med stemninger og følelser, med opbygning og klimaks. Og denne kunstform mister vi, hvis vi får for vane at glemme denne sammenhæng.

Ikke at det gode hit ikke har sin plads, for det har det. I hjerterne og på tungerne af os alle sammen. Alle dage har der været singler, der har fået os til at danse og synge under bruseren. Det er ikke hittet der er problemet. Problemet er, hvis der i fremtiden ikke er andet end netop hits.

Når snakken går på den nye musikkultur, er argumenterne som regel, at lydkvaliteten er dårligere, og at kunstnerne er nogle stakler, fordi de ikke kan sælge deres kunst. Begge disse argumenter er helt valide. For ja, lyden er bare dårligere, og ja, kunstnerne får ikke alene problemer med at klare sig som følge at musikpirateri osv. De bliver også nødt at digitalisere sig, hvis de vil være store – eller bare kunne leve af musikken. Pink Floyd sagsøgte for et par år siden EMI for at udgive deres sange én for én på iTunes. Og det kan Pink Floyd, fordi de er (var) Pink Floyd. Det er det jo bare de færreste, der kan. De bands, der ikke er store endnu, må gå med på legen.

Her er det altså Muhammed, der må komme til bjerget. Og det foregår vel at mærke på bjergets præmisser. Her ligger der et stort problem for musikken og kunsten i fremtiden. For det vil i høj grad kræves af kunstnerne, at de skal lave musik primært for at sangene kan sælges enkeltvis. Det krav er pladeselskaberne selvfølgelig mere end opmærksomme på. Så hvis udviklingen ikke vender, og albumkulturen langsomt afvikles, vil det give os en pladeindustri, der vil fokusere stadig mere på enkelthederne og mindre på helhederne. En pladeindustri, der ganske enkelt ikke skriver under med kunstnere, der ikke indgår på de præmisser, der helt naturligt fastsættes af den digitale musikmafia.

Med andre ord: Hvis vi mister albummet helt, vil vi også miste en hel del nichemusik – en hel pladefuld af eksperimenterende kunstnere, der vil noget andet med musikken. Bevares, pladeindustrien har altid skulle sælge, hvilket nichekunstnere har fået at føle i mange år, men med albumkulturens endeligt bliver det altså ikke nemmere for de alternative.

Diskussionen handler altså om musiklivet i det hele taget. Og jeg tror, vi får en fattigere musikkultur, hvis pladerne helt forsvinder. Jeg siger heller ikke, at Apple er forbuden frugt. Det ideelle ville vel netop være en sameksistens – eller en harmoni, for nu at bruge et musikudtryk – mellem den digitale og den "håndholdte" musik. For internettet har omvendt gjort meget for at demokratisere musikken og udbrede noget musik, der aldrig ellers havde fået en underskrift eller en koncert.

Jeg mener, at vi skal tage opgøret om vores musikkultur med os selv. For ja, det er nemt at hovedspringe ind i iTunes-bølgen. Dér er musikken nemmere at have samlet og lettere at transportere. Desuden kan man finde alt, hvad hjertet kunne begære i iTunes' butik eller på YouTube (også albums). Men i praksis mister vi helhederne på disse tjenester. Her tror jeg vi må se indad. Jeg tror simpelthen, det er udtryk for, at vi lever i en tid, hvor enkelthederne er guldkalv. Se bare dagens politiske landskab, hvor personsagerne rager mere op end landets udfordringer og substansen. Det er værre end nogensinde før i dag (læs: Thornings skattesag). Og det skyldes vel, formoder jeg, at det i bund og grund er nemmere at forholde sig til. Ligesom at det er nemmere at høre et nummer på Spotify end at sætte sig hjem og høre hele pladen.

Med andre ord: Vi er simpelthen blevet for utålmodige. Vi sætter os ikke ned og læser partiprogrammet, ligesom vi ikke sætter os ned og hører et album fra ende til anden. Og det er heri, det ærgerlige består: vi bliver simpelthen mere overfladiske mennesker. Vi zapper rundt i stedet for at fordybe os, hvilket er selve problemets rødder.

Det er derfor, at det er så centralt, at vi gør, hører, læser noget sammenhængende i vores afsindig travle, valgfarserede hverdag. Og her kunne en start da være ikke at glemme den glæde, der kommer med sammenhæng i et album. Det er sørgeligt, at vi nu må kaste jord på en institution i dansk albumkultur – TP. Men lad det være endnu et varselsskud for den musikkulturelle revolution. Lad os nu spørge os selv, om vi i bund og grund ønsker at fuldbyrde en sådan. For hvis vi gør det, mister vi en fantastisk kunstart og ender op med en musikkultur, hvor de store populærbands æder de små, hvor det lille format sluger det store, og hvor stor kunst måske aldrig får lov at komme på tegnebrættet.