Nyhed

My Bloody Valentine udgiver nyt album – nu

Støjpop-pionererne har netop lanceret deres første album i mere end 21 år online

Den irsk/britiske støjpopgruppe My Bloody Valentine har netop udgivet deres tredje studiealbum, "M B V". Albummet har været mere end 21 år undervejs og er opfølgeren til "Loveless" fra 1991.

My Bloody Valentine er i den senere tid kommet med opdateringer om det nye album via deres Facebook-profil, men havde ikke offentliggjort nogen udgivelsesdato, før de natten til søndag kunne lancere albummet på deres hjemmeside. Tracklisten er som følger:

1. She Found Now


2. Only Tomorrow

3. Who Sees You

4. Is This And Yes


5. If I Am

6. New You

7. In Another Way


8. Nothing Is

9. Wonder 2

Albummet kan købes på gruppens hjemmeside, enten som kombineret vinyl + cd + download, cd + download eller bare som download. Prisen går fra 12,50 Euro til 23,50 Euro.


Gruppen har annonceret fire koncerter i Storbritannien i marts.

Sanger, sangskriver og producer Kevin Shields har tidligere udtalt dette om albummet:

"Jeg tror, at folk, som kan lide os med det samme vil få et forhold til dette album. Baseret på de meget, meget få folk, som har hørt noget – nogle teknikere og bandet – så synes nogle mennesker, at det er mærkeligere end "Loveless". Det gør jeg ikke. Jeg har det som om, at det virkelig befrier os, og i en større sammenhæng er dette 100 procent nødvendig."


My Bloody Valentine blev dannet i 1983 og består af Kevin Shields (guitar, vokal), Bilinda Butcher (guitar, vokal), Debbie Googe (bas) og Colm Ó Cíosóig (trommer). Bandet udgav i 1988 debutalbummet "Isn't Anything", som blandede melankolske popmelodier og bløde vokaler med støjende rock. Albummet fik en rosende modtagelse og skabte en loyal fanbase for gruppen. Udspillet blev siden inkluderet på engelske The Guardians "1000 Albums Du Skal Høre Inden Du Dør"-liste.

I 1991 fulgte "Loveless" op på dets forgængers succes ifølge kritikere, som roste albummet til skyerne. Albummet var mere radikalt støjende end debuten, men stadig centreret omkring blide popsange og luftige vokaler. Desværre formåede albummet ikke at opnå kommerciel succes, hvor det kun opnåede en 24. plads på den engelske albumliste og slet ingen hitlisteplacering i USA. Siden dets udgivelse er albummet blevet en favorit blandt kritikere, men Creation Records droppede bandet, da selskabet ikke kunne arbejde med Shields igen, blandt andet fordi denne ifølge Creation overskred indspilningsbudgettet voldsomt. Ejeren Alan McGee udtalte i et interview med The Guardian, at: "Det var enten ham eller mig".

I 2007 blev My Bloody Valentine gendannet efter mange års pause. I 2008 spillede de på Roskilde Festival, hvor GAFFAs Finn P. Madsen tildelte gruppen de maksimale seks stjerner under overskriften "I smertens vold, og i ét med støjen".


I maj 2012 blev begge gruppens album genudgivet i remasterede versioner, ligesom de udgav ep-opsamlingen "EP's 1988-1991".

Læs GAFFAs anmeldelse af "M B V" i GAFFAs anmeldelsessektion.

Du kan i øvrigt høre hele det nye album på gruppens YouTube-kanal.


ANNONCE