Nyhed

Justin Bieber skal betale kæmpebøde for forsinket koncert

Popstjernen er blevet pålagt enorm bøde for to timers forsinkelse

Justin Bieber har fået en kæmpe bøde for sin koncert i O2 Arena i London i mandags. Ikke mindre end 10.000 engelske pund per minut for overskridelsen af arenaens tilladte spilletid, hvilket resulterer i en samlet bødesum på 300.000 eller det, der svarer til 2,59 millioner danske kroner. 

En af grundene til den store bøde skyldes, at den forsinkede start resulterede i, at koncerten først sluttede klokken 23.30, hvilket er en halv time senere, end spillestedet har tilladelse til at spille høj musik. 

Bieber skulle efter planen have påbegyndt sin koncert klokken 20.30, men trådte først på scenen klokken 22.20, hvor han blev mødt af et buh'ende publikum. 


Vrede forældre brugte efterfølgende Twitter som kanal for deres vredesudbrud. Særligt var forældrene vrede, fordi koncerten foregik på en hverdags-aften. Det betød, at de mange børn, som var troppet op til koncerten, var tvunget til at forlade O2-arenaen, efter kun at have hørt en eller to sange, fordi de skulle tidligt op i skole dagen efter. Ifølge The Evening Standard forlod de små fans stedet med tårerne strømmende ned ad kinderne, og nogle børn var sågar faldet i søvn under den lange ventetid. 

Ifølge flere medier var Bieber angiveligt i et irriteret og pirreligt humør og skulle efter sigende have været fuldstændig ligeglad med sine fans og den store forsinkelse. 

Skandalen kommer lige i hælene på den forrige om hjerteknuserens påståede hash-misbrug. 


Justin Bieber giver en udsolgt koncert i Parken 20. april. Forhåbentlig til tiden.

ANNONCE