Nyhed

Elton John giver koncert i Danmark

Verdensstjernen giver én koncert på dansk grund i år

GAFFA kunne tidligere på året meddele, at den snart 66-årige engelske sanger og pianist Elton John er på vej med nyt album. Albummet, der udkommer til september, bliver Elton Johns 30. studiealbum og får titlen "The Diving Board".

Elton John drager på en omfattende verdensturné, og i den forbindelse kommer han også til Danmark. Koncerten finder sted i Resenlund Parken ved Skive Fjord den 22. juni. Til koncerten tager Elton John sit band med, og man kan forvente at høre nogle af hans klassikere, men ligeledes få smagsprøver på nyt materiale fra det kommende album.

Elton John, hvis fødenavn er Reginald Kenneth Dwight, har flere hundrede millioner solgte album bag sig og har toppet alverdens hitlister. Allerede som treårig begyndte han at spille klaver, og som 18-årig konservatorieelev blev han professionel musiker.


Siden da er det blevet til en perlerække af regulære monsterhits fra Elton Johns hånd. CV'et tæller således "Your Song", "Don't Let The Sun Go Down On Me", "Daniel" og "Goodbye Yellow Brick Road", for bare at nævne nogle få. Desuden har Elton John skrevet sangene til Disney-filmen "The Lion King", som blandt andet indbragte ham en Grammy.

Elton John satte rekord for den mest solgte single nogensinde med sin version af "Candle In The Wind" i forbindelse med Prinsesse Dianas død i 1997, da denne solgte mere end 33 millioner eksemplarer.

Billetsalget til koncerten med Elton John med band starter mandag den 18. marts kl. 10.00 på BilletNet.


ANNONCE