Nyhed

P3 Guld 2013: De nominerede er klar

Den prestigefyldte pris offentliggør de nominerede

De nominerede til P3 Guld 2013 er nu offentliggjort. Onsdag den 27. marts blænder DR3 op for showet – live fra Koncerthuset med et stærkt, dansk line-up, spændende nomineringer og to nye kvindelige værter. 

Blandt andet kommer Nik & Jay feat. Søren Huss, Fallulah, Nephew feat. Marie Key, MØ og mange flere, når de prestigefyldte priser skal uddeles med de garvede P3-værter Le Gammeltoft og Sara Bro ved roret.

"Smag på P3" har hver dag afsløret et nyt navn blandt de nominerede, der skal kæmpe om de tre eftertragtede priser ved P3 Guld 2013, og her til eftermiddag er det samlede felt af nominerede endelig på plads. Et vigtigt aspekt ved P3 Guld er, at både nomineringerne og vinderudvælgelse foretages af P3 på et musikfagligt grundlag. Kriteriet er helt overordnet, at musikken skal have et højt niveau inden for sin genre.


Efterklang, Marie Key, Raske Penge og Vinnie Who udgør dette års nominerede til P3 Gulds fornemste pris – P3 Prisen. 

I P3 Talentet er Panamah, Quadron og Sebastian Lind blandt P3's bud på kunstnere, der i fremtiden vil levere lydsporet til danskernes hverdag.  

I P3 Lytterhittet, der er udvalgt blandt de højest placerede danske numre på hitlisterne, finder man blandt andet ørehængere som Marie Keys "Uopnåelig", Klumben & Raske Penge med "Faxe Kondi", Panamah med "DJ Blues" og EaggerStunns "Kugledans".


P3 Prisen er ikke kun en anerkendelse af vindernes hidtidige musikalske præstationer. Prisen er lige så meget en indikation af, at vinderne sandsynligvis kan se frem til en stor karriere. Denne fremgangsmåde har gang på gang vist sig at bære frugt, og man har til P3 Guld haft held til at forudse store kunstnere som Saybia, Dúné, Tina Dickow, Mikael Simpson, Nephew, Fallulah, Mew, Peter Sommer, Magtens Korridorer og mange flere.

Samtidig laver P3 Guld i år et kanalskift fra DR2 til DR's nye kanal DR3. DR3 er efter eget udsagn kanalen, der bringer musikken tilbage på tv med musikprogrammer, koncerter, events og dokumentarprogrammer, og med sit fokus på musikformidling er DR3 derfor et naturligt hjemsted for P3 Guld fremover. Allerede fra klokken 20.30 er der optakt, hvor man kan møde de nominerede til P3 Prisen.

 


ANNONCE