Nyhed

Reggae/Dancehall Spring Fyah indtager Loppen

Jamaicas mest lysende stjerne Chronixx står for første gang nogensinde på en dansk scene

I fortsættelse af det vellykkede Bob Marley fødselsdagsarrangement i Pumpehuset i februar måned melder Sky Juice Promotions sig nu atter på banen – denne gang med et helt nyt og friskt pust inden for reggae- og dancehallgenren.

Det sker til Reggae/Dancehall Spring Fyah, hvor Jamaicas mest lysende stjerne Chronixx for første gang nogensinde står på en dansk scene.

Chronixx er kun 20 år gammel, men er allerede et kæmpenavn på Jamaica, hvor han er i konstant rotation på alle radiostationer, og hvor reggaediskotekerne står i kø for at få dubplates med kæmpetalentet.
 Med singlerne "Here Comes Trouble", "Behind Curtain", "Warrior", "Most I" og det seneste, "Smile Jamaica" formår Chronixx at blande kompromisløs dancehall og moderne roots reggae i en sådan grad, at han allerede nu er blevet spået en stor fremtid inden for musikbranchen.

Som tilhænger af Rastafari er Chronixx tekster gennemsyret af bevidste budskaber om Afrika, Selassie, kærlighed og retfærdighed, hvilket adskiller ham fra mange andre nutidige jamaicanske stjerner, der har flyttet fokus fra rasta-doktrinerne og er gået mainstream. 
På den måde er Chronixx en vigtig markør for den nye bevidste bølge fra reggaeøen, og han nyder stor respekt både i og udenfor Jamaica.

Det sidste bekræftes ved, at mixtapet "Chronixx:Start A Fyah" med dj/producer Major Lazer er blevet downloadet ikke mindre end 100.000 gange på blot én uge.  

Med sig på sin første turné i Europa har Chronixx sit eget band Zinc Fence Band, og der venter Loppen en stor koncertoplevelse, søndag d. 14. april 2013, hvor dørene åbnes kl. 21.00.

Jah Turban, Damas og Sky Juice Sound sørger for at holde reggaegryden i kog både før og efter koncerten.

Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE