x

Jazz-navne offentliggjort til Roskilde

Jazz-navne offentliggjort til Roskilde

(På billedet: DJ Bigband)

”Jazzen er ikke død, den lugter bare mærkeligt”, sagde Frank Zappa i 1970’erne. I nutidens optik er jazzen derimod hyper-moderne og emmer kraftigt af fornyelse. Jazz har i de senere år været en yndet ingrediens i
mange spændende genreblandinger, som fremkalder en uforudsigelighed: Man ved aldrig, hvor musikken bevæger sig hen ved næste taktslag.

Jazzen er på vidt forskellige måder et nøgleelement hos nedenstående seks navne, der vil være at finde på Dyrskuepladsen sidste uge i juni.

Kieran Hebden & Steve Reid (UK/US) krydser klinger, når electronica og jazz puttes i mærkværdige klæder, mens Tied & Tickled Trio (D) lader jazzen sammensmelte med et elektronisk musiklandskab, hvor saxofonen kæler sammen med elementer af dub og bestandige grooves. Hammond Rens (DK/US), som bl.a. består af jazztrommeslager Kresten Osgood, præsenterer sydende orgel i harmoni med svingende og funky grooves.

DJ Grazzhoppa’s DJ Bigband (B) leverer ekstraordinær turntablism. Med intet mindre end 12 dj's i samtidig human-mekanisk flair scratcher og sampler gruppen det elektroniske med udsyret jazz. The Thing (N/S) er et
hårdtslående improvisations-ensemble, som fusionerer free-jazz-elementer med garage-rock, og endeligt appellerer The Five Corners Quintet (FIN) både til jazz- og clubbing-miljø med latin- og 60’er Blue Note-prægede grooves.

Roskilde Festival offentliggør til stadighed nye navne, og de lover at der er endnu er flere at komme efter på hjemmesiden, hvor nye navne stadig ryger op med jævne mellemrum. Tjek understående link, hvis du vil følge med i udviklingen på det nordlige Europas største festival.

Roskilde Festival


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA