Nyhed

MØ modtager kongelig pris

Den danske sangerinde modtager i efteråret Kronprinsparrets Stjernedryspris

MØ har i år været på alle musikmediers læber, og det har været så godt som umuligt ikke at få kendskab til den 24-årige sangerinde. MØs talent er heller ikke gået Kronprinsparrets næse forbi, og hun bliver nu en ud af de i alt to kunstnere, der modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris. Stjernedrysprisen skal synliggøre og/eller anerkende to unge danske eller grønlandske kunstnere, der er i gang med at bryde igennem. Foruden æren består priserne også af en sum på 50.000 kroner. 

MØ blev valgt til prisen af Kronprinsparret på baggrund af "sin charmerende kombination af musikalsk træfsikkerhed og uforudsigelighed", for at "have et talent, der ikke kan overses" og fordi "hendes sange har en smittende energi og musikalsk opfindsomhed, der fungerer både foran det smalle og det brede publikum". Om prismodtagelsen siger sangerinden selv: "Det er en meget stor ære at modtage en royal pris, og det kom meget bag på mig, at jeg skulle modtage den, når jeg får tre år siden spillede smadderpunk på Fyn. Det er meget overvældende på den gode måde".

MØ aka. Karen Marie Ørsted havde sit sologennembrud tidligere i år, hvor hun blandt andet blev P3's uundgåelige med nummeret "Pilgrim". Men det er bestemt ikke kun herhjemme, at der har været opmærksomhed omkring MØ. Flere udenlandske musikmedier, heriblandt den toneangivende indie-side Pitchfork, har rost sangerinden for at lave en unik blanding af soul og pop. MØ har desuden optrådt på festivalen CMJ i New York og den danske upcoming-festival Vegas Udvalgte. MØ har trods sin unge alder en forholdsvis lang musikalsk fortid, hvor hun blandt andet var med i det anarkistiske pigeelektropunkband Mor. Duoen, der altid var klædt i sort, lavede sange med oprørske titler som "Fisse i dit fjæs". Men meget har ændret sig siden Mor, og MØ har nu skiftet den danske smadderpunk ud med pop, soul og elektro. Sangerinden er i øjeblikket i gang med at lave sit debutalbum og udgiver som optakt til albummet i efteråret en ep.


Foruden MØ vandt violinisten Rune Tonsgaard Sørensen også den anerkendte Stjernedryspris. Den 30-årige Tonsgaard har spillet violin, siden han var fem år og underviser i dag på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, er koncertmester i Copenhagen Phil, er en del af Den Danske Strygerkvartet og er ligeledes en del af folkemusiktrioen Dreamers' Circus. Sidstnævnte skal blandt andet spille på årets Tønder Festival.

Stjernedryspriserne overrækkes af Kronprinsparret mandag den 28. oktober i Sydneys Operahus i anledningen af netop Operahusets 40 års jubilæum. Showet kan herhjemme ses på DR1.

ANNONCE