GAFFAs jubilæums-interview 3: Kirstine Stubbe Teglbjærg

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med Kirstine Stubbe Teglbjærg:

Som 11-årig købte jeg mine første plader. Jeg købte Bob Marley og Rickie Lee Jones. Det var spændende at købe sine helt egne plader, kan jeg huske, jeg syntes.

Jeg var ikke ret gammel, da jeg så en koncert med Bob Marley i fjernsynet. Efter den koncert var han min helt store musikalske kærlighed. Jeg var egentlig ikke vild med reggae, mest bare med ham. Han var så smuk, syntes jeg.

Bob Marley var bare fantastisk. Han havde så meget power og kunne være så inderlig. Vildt poppet og totalt hardcore på samme tid. Jeg har nok været otte år, da jeg blev fan, men han gjorde virkelig indtryk på mig.

Det, der har rørt mig ved Bob Marley, var også, at hans projekt var større end bare musik. Han er politisk, han leder en flok. Han træder ud over sig selv. Han gav håb til folk.

På den danske scene var jeg vild med Gangway og Lars H.U.G. Sådan noget poetisk indie.

Jeg fik et kæmpe chok, da jeg opdagede, at Gangway var dansk. Det havde jeg ikke regnet med. Tænk engang, at danskere kunne lave sådan noget musik.

Min første koncertoplevelse var med TV-2 til Grøn Koncert i Aalborg. Med en fadøl i hånden, dejligt sommervejr og til min første rigtige koncert. Det var en meget stor oplevelse, kan jeg huske.

Ud over Bob Marley var min helt store kærlighed Cocteau Twins. Dem har jeg haft med mig altid siden 80'erne, da jeg rigtig opdagede dem.

Jeg er ikke den store koncertgænger, faktisk. Det har jeg tit noia over, at jeg burde gøre mere. Jeg køber heller ikke så meget musik, selvom jeg tit har lyst til det.

Jeg forstår ikke alt det med musikgenrer og alle de der kasser, musik skal puttes ned i.

Mens man arbejder intensivt i studiet, er ens hoved kun fyldt op af musik. Når processen så endelig er overstået, føler man sig helt tom indeni, og så kan det være vildt fedt at komme ud og få noget ny inspiration.

At opdage en kunstner som Stina Nordenstam var vigtigt for mig. Hun synger simpelthen så lavt, at man dårligt hører hende, men på mig virkede det helt vildt heftigt.

Jeg havde prøvet at synge i band, men syntes, at min stemme var alt for lille. Så hørte jeg Stina Nordenstam og tænkte: "Okay, det kan sgu godt lade sig gøre". Det var banebrydende for mig.

Stina Nordenstam og Beth Gibbons har begge to ændret utrolig meget for mig. De gav mig modet til at synge.

Portishead, med deres smadrede og skramlede lyd, var noget helt nyt og vildt i min verden. Beth Gibbons lærte mig, at man kan fortælle historier gennem sang, selvom hun jo ikke er nogen stor vokalist, teknisk set.

Der var noget virkelig råt og følsomt over Portishead. De kunne samle de to ting, som ingen andre kunne, og det var jeg helt forelsket i.

Jeg var ikke en grunge-pige. Jeg syntes, Kurt Cobain lavede noget fantastisk musik, men jeg ville hellere høre Stina Nordenstam. Der er ikke meget grunge over hende.

CocoRosie var virkelig seje. De var nogle knaldede tøser, der sagde "Fuck alt det teknik! Det kan godt være, vi har nogle elendige instrumenter og en endnu ringere mikrofon, men nu skal vi fandme lave musik."

Når folk får den der: "Jeg kan overhovedet ikke, men fuck det, nu gør jeg det sgu alligevel.", så kan der være meget energi bag.

Jeg synes, det kan være stressende at være i radioen, hvor man skal snakke hurtigt og har 20 sekunder til at finde på et svar, inden der kommer radioavis.

De allerførste skridt til mit soloprojekt blev taget, da vi med Blue Foundation var i Japan i 2001. Der købte jeg en minidisk, som jeg gik og optog lyde i Tokyo med. De blev til mit første solonummer, der faktisk blev ret flot. "I Wanna Set Sail", hedder det. På et tidspunkt vil jeg gerne udgive det.

Else Marie Pade var bare så weird, når man hørte det første gang. Hun var helt vildt forud for sin egen tid.

Når vi skulle skrive stil i skolen, skrev jeg somme tider på rim. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men det var bare sjovt.

Jeg blev utrolig glad for processen med at rime og kunne pludselig se, hvordan jeg skulle runde det af, og hvad det skulle handle om. Jeg glædede mig til at få lov at rime.

At skrive en tekst er tit som et puslespil. Man ved ikke altid, hvordan det ender med at se ud, når man går i gang.

Jeg tog det ret alvorligt, når jeg rimede. Det skulle selvfølgelig handle om noget. Sætningerne skulle lyde naturlige og ligge godt i munden. Jeg gad ikke bruge omvendt ordstilling. Det var min første oplevelse af flow i at lave tekster, og jeg har lært meget af det.

I en engelsk stil skrev jeg også på rim, men der troede min lærer ikke på, at det var mig, der havde skrevet det. Det blev jeg ret stødt over.

Min far har altid spillet guitar, klassisk guitar. Som barn spillede han altid guitar, når jeg blev lagt i seng, så musik har altid været en fast del af min hverdag.

Min far spillede også saxofon og havde et jazzband med nogle venner, og de øvede altid hjemme hos os. Det var naturligt for mig, at folk kunne spille musik, og jeg lå tit og lyttede til deres jazzmusik, når jeg skulle sove.

Som 11-årig begyndte jeg at synge i kirkekor sammen med et par veninder, og det fik man faktisk penge for. Det syntes vi var virkelig sejt. Så det var mit første job i musikbranchen.

Organisten i den kirke, jeg sang i, var en komponist ved navn Erling D. Bjerno. Han skrev musik, som vi uropførte. Vi var hans sequencer og instrument, kan man sige, og det var vildt spændende.

Både gennem al musikken derhjemme og også gennem Erling D. Bjerno blev jeg god til at manøvrere rundt i skæve og kantede musiklandskaber. Det kan jeg også høre på min egen musik. Det må helst ikke blive for pænt.

Jeg kan generelt ikke lide, når noget er for pænt. Det må godt have nogle skår og være lidt skramlet, så man kan se, det har levet.

Mit barndomshjem var alt andet end religiøst, men jeg elskede simpelthen at synge i koret.

Min storesøster var oprindeligt langt mere musikinteresseret, end jeg var. Det var hende, der introducerede mig for det meste af det, jeg hørte.

Blue Foundations musik blev brugt i et par store Hollywood-film. Store blockbuster-film. Det var fantastisk, at det gav så meget interesse for vores musik. Det sendte os simpelthen ud i verden.

Jeg så "Twillight-filmen", og jeg havde det faktisk rigtig godt med, at vores musik var en del af den. Det kunne jeg godt lide.

Jeg fik en bachelor i historie. Det tog fem år, fordi jeg samtidig valgte at have perioder, hvor jeg arbejdede intensivt med musikken. Så jeg var nødt til at tage orlov nogle gange.

Det passede mig perfekt at læse historie. Jeg elsker gamle ting, jeg elsker at læse, og jeg elsker at gå på museum.

Lige for tiden er jeg meget interesseret i de ældgamle civilisationer, sumererne og den slags. Tiden inden de store verdensreligioner kom frem.

Sumererne er jo endnu ældre end de gamle egyptere, og de havde nogle enormt spændende feminine guddommelige figurer.

Selvom jeg har læst historie, ville jeg nok helst være guldsmed, hvis jeg ikke havde musikken.

Den kreative proces med at forvandle et råmateriale til noget smukt og brugbart tiltaler mig. Det er lidt det samme, man gør, når man laver musik. Der er råmaterialet bare en melodi og ikke en klump guld.

Jeg er nok lidt en nørd. Jeg kan bare godt lide at sidde alene og arbejde med noget, ud fra en ide inde i mit hoved.

Jeg ville ikke kunne undvære musikken længe nok til at have en job som akademiker.

På en måde er jeg nok en enspænder. Jeg kan bedre høre mine egne idéer, når jeg er alene, men samtidig elsker jeg samarbejdet med andre.

For mig var det en kæmpe udfordring at gå solo, for jeg havde været vant til et band, hvor vi var rigtig mange. Man ved jo ikke, hvordan man skal klare sig selv, før man prøver det.

Jeg larmer meget mere på scenen, end jeg gør til dagligt.

Jeg kan godt begynde at snakke mellem numrene, men jeg er ikke sådan en entertainer, der kan finde ud af at underholde med jokes. Jeg vil hellere spille musik, end jeg vil lave sjov og ballade.

Det er sket én gang, at jeg har stået på scenen til en koncert og pludselig er begyndt at synge et forkert vers på et helt forkert tidspunkt.

Alle har oplevet, at en sanger eller et band laver fejl. Synger eller spiller noget helt forkert. Men det kan publikum næsten altid acceptere, hvis bare dem på scenen er ærlige.

Midt under en koncert med Blue Foundation gik vores computer en gang ned og slukkede vores backtrack. Det var meget ubehageligt. Tatsuki, MC Jabber og Bo Rande var hurtige til at lave noget impro, så vi klarede den da, men det var forfærdeligt, da det skete.

Da vi spillede i Japan, var publikum utrolig lyttende og stille, selv mellem numrene. Men de var alle sammen helt oppe at køre alligevel. Stille, men også lidt vilde.

Det er fedt at stille sig op på en scene og larme. I processen med at lave mit album "Hamskifte" har jeg siddet utrolig meget alene i mit studie. Jeg har virkelig savnet kontakten med publikum, og tage musikken ud blandt folk og mærke dem. Når man sidder alene i sit studie, er det noget, man virkelig savner.

Scenen er et underligt sted. Det er nærmest helligt for mig, og tiden går i stå, når jeg træder derop. Jeg har det for det meste godt, når jeg er på scenen.

Roskilde 2004 med Blue Foundation. Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Teltet var helt fyldt, og alle sang med. Jeg var høj i flere dage bagefter.

Vores koncert på Roskilde var første gang, jeg spillede el-guitar på scenen. Jeg skulle spille tre nemme akkorder og var rigtig nervøs. Men da jeg tog den guitar på, var det bare så vanvittigt fedt at stå og spille. Det glemmer jeg aldrig.

Det var en stort at opleve mødet mellem publikum og en selv som artist på den måde. Jeg skulle skrue meget op for mig selv for at matche den energi, de sendte op til mig. De gav mig så meget energi, at jeg bare svævede gennem hele den koncert.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig også at spille trommer eller harpe, så kan jeg veksle mellem himmel og helvede.

Om at fortolke Lars H.U.G.s "Hvor Går Vi Hen?" til "Gi' Et Nummer"-cd'en:
Det var en stor udfordring at vælge et nummer, der er jo simpelthen så mange gode sange, jeg gerne vil arbejde med. Jeg ville gerne lave et nummer af en mand, og så har jeg valgt ud fra, hvad jeg selv har lyttet til, og der er Lars H.U.G en af dem, jeg altid har været glad for. "Hvor Går Vi Hen" har en meget 80'er-agtig lyd, men samtidig også en virkelig god tekst, hvilket var vigtigt for mig.

Jeg har lavet det sammen med kunstneren Dodebum, der blandt andet har lavet nogle fantastiske synthfigurer til omkvædet, og vi havde generelt bare et godt samarbejde om hele projektet.

Det har været en rigtig fed opgave, og det har været en rigtig sjov proces. Jeg har siddet og arbejdet meget alene de sidste par år med mit eget soloprojekt og min nye plade, så det var spændende at prøve kræfter med et helt anderledes projekt. Mit covernummer er noget mere afdæmpet og eftertænksomt end originalen, men jeg synes selv, at det er blevet rigtig godt.

Jeg prøvede også et nummer af Jokeren, det der hedder "Rastløs", bare for at køre den helt ud, men gik dog væk fra det igen. Han skriver mange gode tekster, men jeg kunne ikke ramme hans udtryk, så det blev troværdigt.

For et par år siden lavede jeg covernumre af to AC/DC-sange til et arrangement på Jazzhouse. Det er jo enormt voldsomt testoteron-musik. Jeg valgte to af deres hårde numre, og det var virkelig spændende at arbejde med kontrasten mellem min lyse og spinkle stemme og så den voldsomme tekst. Det var fedt.

Det vigtigste ved covernumre er, at man kan føle originalen, men at det samtidig får lov at være frit og leve sit eget liv.