Nyhed

Target fejrer 10 års jubilæum

GAFFA er ikke de eneste, der kan fejre jubilæum i disse dage. Også Target, pladeselskabet, distributionsselskabet, bookingbureauet med mere har netop fejret 10 års jubilæum.

Target startede i sin tid som rendyrket distributionsselskab af udenlandske labels.

– Det kunne man godt i branchen på det tidspunkt, fortæller Managing Director, A&R og grundlægger Michael H. Andersen.

– På det tidspunkt var det digitale ikke så langt fremme, og der var ikke noget, der hed streaming på samme måde som i dag. Da det så ændrede sig, var vi nødt til at ændre vores profil, så vi også blev et pladeselskab, og lige siden har vi løbende udviklet vores forretningsmetoder. Faktisk er det nu større for os at være et pladeselskab end at være distributionsselskab, og siden har vi jo udvidet med blandt andet booking og merchandise. Jeg har hele tiden haft den holdning, at man lige så godt kan prøve kræfter med det hele. Der er ingen grund til ikke at gøre det, lyder det fra Michael Andersen, der ikke er i tvivl, når han skal nævne sin top tre over plader, som Target har haft en finger med i spillet i forbindelse med:


– Jeg er meget stolt over, at vi var med til at distribuere Volbeats "Rock The Rebel/Metal The Devil" og på den måde har bidraget til et lille gram af de mange kilo, bandet er i dag. Dernæst er jeg særligt glad for, at vi udgav The Floor Is Made Of Lavas "Howl At The Moon", som jeg synes er en nyklassiker inden for dansk rock. Den plade har en helt særlig plads. Det var selvfølgelig også voldsomt fedt at få lov til at have en finger med i spillet i forbindelse med Malk De Koijns "Toback From The Fromtime" og opleve den magt, deres massive fanbase har, og den succes, pladen fik. Det har været vildt og viser, at der er håb for musikbranchen, bare man sidder med det rigtige materiale.

Michael H. Andersen udtrykker desuden tilfredshed over at få lov til også at arbejde med garvede kunstnere som Ivan Pedersen, Peter Belli og Erik Clausen, og når det kommer til spørgsmålet om fremtiden for Target, skinner optimismen igennem:

– Jeg har ja-hatten på og synes, det er enormt spændende at være i underholdningsbranchen lige nu. Vi tænker hele tiden i nye modeller, og jeg glæder mig til alle de obskure, sindssyge, men også store ting, vi skal arbejde med i fremtiden.


GAFFA ønsker Target tillykke med jubilæet og held og lykke med de næste 10 år.

 

ANNONCE