GAFFAs jubilæums-interview 5: Nephew

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med Nephew:

René: – Jeg ved ikke, hvordan jeg ville fejre min 30 års fødselsdag, hvis jeg fik muligheden for at gøre det igen. Jeg ville nok også hellere fejre min 40 års fødselsdag igen, eftersom jeg ikke kan huske noget fra den.

Kristian: – Jeg ville nok få noget massage, hvis jeg kunne fejre min 30 års fødselsdag igen.

René: – Ville du så invitere gæster til at se dig få massage?

Simon: – Eller skulle gæsterne massere dig?

Kristian: – Tjah, hvorfor ikke.

Kristian: – Det første band, jeg spillede i, hed Hrimfakse. En af de andre fra bandet gik meget op i nordisk mytologi, og det er vist navnet på en eller anden hest derfra. Ham fyren fra bandet spillede i øvrigt altid i leopardbukser. Vi havde vist ikke lige så mange jobs.

Søren: – Mit første band må være instrumental- og fusionsjazz-orkestreret Limpopo Projects. Jeg spillede faktisk sammen med ham, der i dag kalder sig Spejderrobot, I ved ham uden arme.

René: – Da jeg gik i gymnasiet, spillede jeg elektronisk musik sammen med Carsten Heller, der gennem mange år har været Nephews producer. I starten kaldte vi os Neuf-du-papE og skiftede senere navn til Shanks.dk. I den alder er man bedst til at definere sig i opposition til noget, og vi definerede os i opposition til Bryan Adams, som hittede med Summer Of 69 på det tidspunkt. Den sang kunne vi virkelig ikke lide, men vi kunne lide elektronisk musik fra England.

Kasper: – Jeg spillede i et utroligt dumt gymnasieband, der hed Ja Eller Leverpostej, fordi vi simpelthen ikke kunne finde på et navn. Bandet bestod blandt andet af Morten Larsen fra Under Byen og Palle Hjorth, så der var egentligt nogle ret gode folk i det band.

Simon: – Det eneste band, jeg har spillet i før Nephew, hed Plum Duff, der er en form for engelsk dessert. Egentligt var vi alle sammen enige om, at vi skulle hedde Slap Happy, og den eneste grund til, at vi gik væk fra det, var, at vi kunne se, at der var et udenlandsk band, der hed det i forvejen. Når man starter et nyt band, så tænker man jo med det samme, at det bliver en global succes, så derfor kunne vi ikke hedde det samme som andre. En af de andre fra bandet er i øvrigt med i The Bronson Brothers i dag.

René: – Mit bud på en plade fra de sidste 30 år, der ikke har fået nok anerkendelse, er Gangways The Quiet Boy Ate The Whole Cake. De var igennem alle mulige problemer, som pladeselskaber, der gik konkurs og blablabla. De eneste, der opdagede dem i England, var Pet Shop Boys, men den plade burde være nået ud til mange flere.

Simon: – Jeg syntes, at Weight Watchers All Unite med Cinnamon Sigh blev skammeligt overset herhjemme. Det var i øvrigt Rune Tolsgaard, der spillede trommer i det band.

Kristian: – Alle bands må have oplevet koncerter, hvor man har tænkt: "Lad os bare få afsluttet det her job".

Simon: – Ja, for eksempel det klubjob, vi spillede i Beijing i Kina, hvor teknikken fejlede, og vi ligesom ikke havde en plan B. Det job føltes virkeligt usejt. Når man kommer som et band, så vil man gerne vise publikum en følelse af "se lige den klub, vi har kørende her, tror I ikke godt, at I kunne tænke jer, at være en del af den?" og lige nøjagtig til det job, forstod jeg godt, hvis publikum ikke gad være en del af vores klub.

René: – Det job føltes som at have rejst 10.000 kilometer med en æske tændstikker for at tænde et bål, og når man så åbner tændstikæsken, så er der kun én tændstik, og når man prøver at tænde den, siger den bare phffff.

Simon: – Ja, det var satme en lad fornemmelse.

Søren: – Da vi gik på scenen for tredje gang og prøvede at redde det med et akustisk sæt, der var løbet ligesom kørt.

Simon: – Tingene fuckede bare op i en helt uhørt grad, men vi skal åbenbart bare ikke til udlandet.

Søren: – Det stod i hvert fald ikke skrevet i stjernerne, at vi skulle lave en succes som Michael Learns To Rock dernede.

René: – Jeg har flere gange fået en autograf af en anden musiker, da jeg selv arbejdede på GAFFA. For eksempel af Jean Michel Jarre og David Bowie. Det er noget, jeg fik, hvis det var en musiker, jeg virkelig så op til, for så synes jeg, det er herligt at have et album stående med en personlig hilsen.

Simon: – Sidste år på Skanderborg Festival, hvor Blur spillede, var jeg tændt på ideen om at gå op og hilse på Damon Albarn, som nok er mit største idol. Men jeg kunne mærke, at jeg var fyldt af den forkerte fornemmelse, nemlig den følelse af, at jeg kun ville hilse på ham, hvis jeg kunne få ham til at føle, at mit forhold til ham var noget helt særligt. Det skulle ikke være som alle de andre, der gerne ville hilse på ham. Det var ligesom det projekt, der formede sig i mit hoved, og det var ikke noget godt projekt. For jeg kan selv mærke, når der er nogen, der kommer op til mig og gerne vil have mig til at fornemme, at de har et helt særligt forhold til mig, den slags er altid pisseirriterende. Det er meget bedre, når folk bare kommer op og siger: "Det er pissefedt, det du laver, skriv lige en autograf" og så af sted igen. Så jeg turde simpelthen ikke hilse på Damon.

Kristian: – Vi spillede engang på en festival i Norge, hvor jeg så mit store idol Chris Cornell backstage. I andre sagde, at jeg skulle gå op og hilse på ham, men det turde jeg heller ikke. Jeg kom så til at sidde ved siden af ham på flyveturen fra Nordnorge til København, og det var først i de sidste ti minutter af turen, at jeg tog mig mod til at snakke med ham. For ligesom Simon sagde, så havde jeg ikke lyst til den uligevægt, der ville opstå ved at spørge om en autograf. Jeg ville hellere, at vi kunne snakke sammen som kollegaer, og det lykkedes da også til dels.

Simon: – Når vi er på turné, bruger vi altid penge på dumme gaver til vores tourmanager. Vi kan ikke gå ind på en tankstation uden at komme ud med et stort slips, en bamse eller en Spiderman-madkasse til ham. Det kan også være gode og praktiske ting, vi finder til ham, som fisker-regnhatten sydvest, som vi købte til ham i Thyborøn. Den slags bliver der altid brugt uforbeholdsmæssigt mange penge på.

Simon: – Hobo Humpin' Slobo Babe med Whale giver mig lyst til at gøre noget vildt.

Søren: – Song 2 med Blur rummer en vildskab, der får blodet til at bruse i mig.

Kristian: – Jeg synes stadig, Firestarter med Prodigy kan vække den følelse i mig. I modsætning til så mange andre i bandet, så har jeg aldrig dyrket elektronisk musik. Det var faktisk først, da Prodigy brød igennem, at jeg fandt noget elektronisk musik, jeg kunne lide, sikkert fordi de fangede den energi, der ligger i rockmusik.

Kasper: – Jeg er mange gange kommet til at gøre noget dumt til Voodoo People – også med Prodigy. Den sang blev altid spillet som den sidste sang på et diskotek, jeg kom meget på, og så gjorde man mange gange noget dumt, efter diskoteket havde lukket.

René: – Jeg vil nok pege på Chemical Beats med The Chemical Brothers. Den sang indeholder det, en god sang skal indeholde, nemlig koklokke. Og så bliver der råbt "Huuh!" hver anden eller fjerde takt. Den sang er god at høre, når man kører bil.

Simon: – Sidste gang vi spillede på Gimle i Roskilde fik vi en helt sindssyg kage, som en af de ansatte havde bagt med sin mor. Det var en stor firkantet kage, hvorpå vi fem stod som marcipanfigurer. Vi stod på en strandkant ved Vesterhavets bølger, og det hele var lavet i marcipan.

Søren: – Du endte med at spise Kristians hoved.

Simon: – Ja, og andre af marcipanfigurerne blev stillet op i pule-formationer. Den kage satte virkelig gang i legene og festen og er helt klart en af de bedste gaver, vi har fået.

Kristian: – Jeg ejer stort set ikke andet tøj end band-T-shirts. Jeg har T-shirts med Baby In Vain, The Floor Is Made Of Lava, Powersolo, Blonde Redhead og The Woken Trees, og i de gode gamle dage har jeg ejet rigtigt mange Guns N' Roses T-shirts.

Kasper: – Jeg har også engang haft en del Metallica T-shirts og har selv trykt nogle med Black Sabbath. Senere hen er trangen til at gå i den slags døet ud.

Simon: – Jeg har to band T-shirts, en med Kasabian og en med Kirsten & Marie.

René: – Jeg fik engang fat i en blå The Killers T-shirt med sølvskrift, og den er med sikkerhed et par numre for lille nu, for den var allerede stram, da jeg fik den for 9 år siden.

Simon: – Hvis jeg kunne ofre en levende musiker for at få en død tilbage, så ville jeg ofre Adam Levine fra Maroon 5. Og så er den egentligt ligegyldigt, hvem der vendte tilbage fra de døde.

Kristian: – Jeg ville godt ofre hele Scooter for at få muligheden for at se en Bob Marley-koncert. Alt respekt for dancehall og alt det der, men for mig er reggae lig med Bob Marley.

Simon: – Jeg køber ikke rigtigt musik længere, for jeg streamer det bare. Det sidste jeg har streamet var More Light-albummet med Primal Scream på grund af en rigtig god anmeldelse i et dansk musikmagasin. På det seneste har jeg også lyttet til den seneste med Deerhunter, som er pissefed, og så tager jeg også hatten af for den nye med Daft Punk, for det er kraftedeme fedt.

Kasper: – Fordi du kom og introducerede mig for Daft Punk-albummet, købte jeg det. Der er andre i bandet der er bedre til at opdage ny musik, end jeg selv er, så jeg suger lidt til mig, når der er nye anbefalinger.

René: – Jeg kan se på min telefon, at den sidste plade, jeg har købt, er Jøwt med Allan Olsen. Jeg hørte en udsendelse med ham på Radio24Syv, og jeg syntes virkelig, han formår at italesætte, hvorfor det er fedt at komme fra en lille provinsby.

Søren: – Det sidste, jeg har købt, var Peter Sommers seneste album Alt Forladt. Det er en plade, der tekstmæssigt går ind under huden, og i den elektroniske tilgang til musikken opstår der noget melankolsk, som jeg synes er rigtig fedt.

Kristian: – Jeg streamer også mest musik, og det seneste, jeg har lyttet meget til, er Linkoban, som jeg syntes har en fed kant. The Woken Trees-albummet har jeg også hørt meget den seneste tid.

Kristian: – Ud af alle de utallige kærester jeg har haft, har det ikke været musiksmagen, der gjort, at vi er blevet kærester, men jeg tror på den anden side, at jeg ville gå kold i forholdet, hvis den pige jeg var sammen med, kun ville høre dårlig musik.

Simon: – Af de, ikke så utallige, kærester, jeg har haft, har jeg lært mange nye ting at kende. Stine, som jeg er sammen med nu, har da lært mig, at Neil Young ikke kun er en mand med en høj fesen stemme og en akustisk guitar, der ikke stemmer.

René: – Min første kæreste hørte Bon Jovi på et Samsung-anlæg.

Søren: – Du får det til at lyde som om, at det var Samsung-anlægget, der var det værste?

René: – Det var begge dele. Nu er Samsung blevet et godt elektronikmærke, men det var det bestemt ikke i 1988.

Om at fortolke "Det Si'r Sig Selv" af C.V. Jørgensen til "Gi' Et Nummer":

Simon: – Den korte og eneste forklaring på, hvorfor vi har valgt at fortolke Det Si'r Sig Selv til Gi' Et Nummer er, at det er en pissegod sang. Den har kernen af en fantastisk god melodi og tekst og så et helt andet udtryk end det, Nephew-værktøjskassen rummer, og derfor kunne det være sjovt at give et bud på den sang. Jeg syntes så faktisk, at vi er endt et sted, der ikke er så klassisk Nephew, for der er en tone i det, der er lidt varmere, end hvad vi havde regnet med. C.V. Jørgensen er en kunstner, der ikke ligger særligt tæt på Nephews lyd, og jeg tror, det er nødvendigt at gå ind og lege lidt med arvesølvet, når man bliver bedt om at deltage i sådan et projekt som det her. Jeg er udmærket godt klar over, at der er nogen der vil sige: "Det gør I bare ikke ved C.V., det der", men sådan må det nødvendigvis være, når man går med til at fortolke noget, der ligger lige midt i sangskattekisten.

René: – Vi er rigtige glade for vores versionering og regner da med, at den skal med ud og spilles live.