Nyhed

Se smagsprøve på Metallicas kommende koncertfilm

Et af verdens allerstørste rockbands er snart klar til at udsende deres 3D-koncertfilm

De står på scenen, som de har gjort så mange gange før. Salen er fyldt. Som den har været så mange gange før. Det, der adskiller denne aften i Vancouver fra de andre er, at 24 kameraer optager al sceneaktivitet, og showet efterfølgende skal være omdrejningspunkt for en koncertfilm i 3D, der både viser de fire rockikoner gøre det, de er bedst til og samtidig følger en sideløbende historie. En ny måde at præsentere koncertmateriale på.

Metallica-filmen "Through The Never" er skrevet og instrueret af den prisvindende instruktør Nimród Antal ("Predator", "Kontroll") og produceret af Charlotte Huggins ("Journey to the Center of the Earth"). Filmen havde premiere den 5. september ved Toronto Film Festival og kan ses herhjemme fra den 27. september. Filmens soundtrack udkommer allerede den 23. september.

Det er den unge stjerne Dane DeHaan (A Place Beyond the Pines, Kill Your Darlings, The Amazing Spider-Man 2 & 3), der spiller Trip, en ung roadie, som bliver sendt på en mission, der ender i et spørgsmål om liv og død – alt imens Metallica optræder med deres ikoniske liv-sæt foran en udsolgt arena. Få mere information om filmen og historien bag her og læs et nyt GAFFA-interview med Lars Ulrich om filmen her.


Det er ikke mere end et par måneder siden, at Metallica gav koncert på dette års Roskilde Festival. En koncert, som GAFFAs anmelder Henrik Tuxen gav intet mindre end seks stjerner med ordene: "Veteranerne leverede en formidabel koncert, der dementerede enhver snak om metaltræthed, eller at en alder omkring det halve århundrede skulle være nogen hindring for at levere et regulært rockbrag. James Hetfield var stort set et stort smil, igennem den næsten to en halv time lange koncert.

Hvis du har hjerte, der banker for rock og kæmpestore stadionkoncerter, så er filmen sikkert noget for dig.

Her kan du få et smugkig:

ANNONCE