Nyhed

Jesper Binzer 2002: Jeg tør slet ikke tænke på, hvor galt Wig Wam Tour kan gå"

I anledning af GAFFAs 30 års jubilæum kigger vi på gamle citater

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med en citatsamling, hvor vi hver dag bringer et udvalg af de bedste citater fra vores mange, mange interviewofre gennem tiden – med et nyt år hver dag. Vi fortsætter med 2002 og arbejder os gennem måneden frem mod 2013.

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.

"Det irriterer mig, at flykaprerne kaldte sig for muslimer, for de har overtrådt enhver regel i Koranen, for du må ikke dræbe kvinder og børn, og du må ikke gå til angreb uden advarsel." – Natascha Atlas om flykaprerne fra 11. september, januar 2002


"Han var helt dækket til i et stort klæde, havde makeup på og ville ikke have, at vi sagde bandeord. Det var ikke det mest afslappede møde, og jo, en smule anspændt." – No Doubt om deres møde med Prince, februar 2002

"Vi vil revolutionere dansk rock." – Mark Rosenér, Jupiter Day, februar 2002. (Rosenér forlod bandet inden årets udgang, og de nåede kun at udgive ét album, red.)

"Randi Laubek eller Rock Bitch – det beviser min utroligt brede smag. Lige fra den stilfærdige havfrue til nogen, der drikker tis." – Lars Hjortshøj på spørgsmålet om, hvilken musiker han gerne ville på date med, februar 2002


"Marilyn Manson tog den ene vej for at nå den amerikanske ungdom, og det var gennem angst og vrede, og vi tog den anden vej, som var gennem positivitet." – Scott Phillips, Creed, marts 2003

"Min ambition er at lave den mest geniale plade nogensinde." – Thomas Troelsen, Superheroes, april 2002

"Vi var irriterede over folk, der gik rundt med deres amerikaner-attituder. Den dér mentalitet, der var ved at dukke op. Vi tog tykt pis på det." – Tue Track, Malk de Koijn, april 2002


"Når du forstår, at du har noget, der isolerer dig, begynder du at tænke: 'Hm, alle griner ad mig, måske skulle jeg tjene penge på det.'" – Tom Waits, maj 2002

"Hvis ikke Mariah Carey havde gjort det først, havde jeg ladet mig indlægge på et hospital." – Sheryl Crow, maj 2002

"Jeg er meget glad for, at jeg ikke er præsident. Jeg kunne ikke tage ansvaret for bare ét menneskes død." – Moby, juni 2002


"Der er selvfølgelig nogle mørke elementer, ellers ville det jo heller ikke være en C.V. Jørgensen-plade." – C.V. Jørgensen, juni 2002

"Da jeg var yngre, var jeg meget aggressiv og brugte nogle gange lidt for meget energi på folk, som ikke var værd at bruge min vrede på. Nu føler jeg, at det er synd for disse mennesker, som det gik ud over." – Elvis Costello, juni 2002

Thomas Helmig: Der ryger nogle biler og nogle huse


"Det er bedre at være innovativ og finde andre og nye måder at udtrykke sig på, andre måder at spille hårdt og tungt på, end på bare at spille 'fake-hard'." – Anthony Kiedis, Red Hot Chili Peppers, juli 2002

"Vores nye album ("Heathen Chemistry", red.) er ikke den bedste, vi har lavet. "Definitely Maybe" vil altid være fookin' den bedste plade nogensinde. Fordi man kan høre, at den er spillet af unge mennesker." – Noel Gallagher, Oasis, juli 2002

"Jeg bilder mig ind, at jeg hen over de næste par år vil skrive nogle af mine bedste ting nogensinde." – David Bowie, juli 2002 (Bowie udgav året efter albummet "Reality", men holdt derefter ti års pause, red.)


"Jeg tør slet ikke tænke på, hvor galt det kan gå". – Jesper Binzer, D-A-D om koncertturnéen Wig Wam Tour. "Hvis folk bliver væk, ryger der nogle huse og nogle biler." – Thomas Helmig, august 2002 om samme. (Wig Wam Tour måtte kort efter aflyses, og koncertarrangøren bag, Rock On, gik konkurs. I den efterfølgende retssag påtog Rock Ons bagmand, Niels Lindgreen, sig det økonomiske ansvar)

"Vi regner med at blive et one hit wonder. Vi ved, at resten af pladen ikke har samme potentiale, og at folk altid vil sammenligne os med det nummer ("Move Your Feet", red.). Det må vi leve med. Vi kan ikke skrive hits på kommando. Sagtens skrive gode sange, men at sætte sig ned og skrive en "Move Your Feet II" kan eller gider vi ikke." – Jesper Mortensen, Junior Senior, august 2002 (duoen gik i opløsning i 2008 efter to album og to ep'er, Siden har sanger Jeppe Breum Laursen blandt andet skrevet sange med Lady Gaga, mens Jesper Mortensen har haft gruppen I Scream Ice Cream, red.)

"Nogle kalder vores musik for østeuropæisk sigøjnermusik eller kabaret, selvom vi aldrig har hørt på sådan noget før. I virkeligheden er det her jo rock'n'roll ... bare på en anden måde." – Geir Zahl, Kaizers Orchestra, august 2002


"Jeg er forelsket, og jeg har en søn, men jeg er fucking drevet af had. Jeg kan ikke vente med at gå op på den fucking scene og spille noget fucking ond rock'n'roll." – Bobby Gillespie, Primal Scream, august 2002

"Jeg rapper meget til min kone på det her album. Vi lever i et arrangeret ægteskab, og der er selvfølgelig op- og nedture. Det er en helt ny lyrisk vinkel for mig." – Waqas Qadri, Outlandish, september 2002

"Helt fra spæd var jeg med på turné, hvor jeg lå og sov i en sovepose oppe på scenen bag klaveret. Det var dejligt trygt at sove sådan." – Billie Koppel, Catbird, september 2002


"Ja, jeg har ikke så voldsomt meget her i fængslet, den er vel kun på 30 centimeter." – Kurt Thorsen om størrelsen på sin pladesamling, september 2002

"Jeg vil ikke ende som Michael Fucking Jackson. Jeg vil aldrig være besat af mig selv. Aldrig." – Ryan Adams, oktober 2002

"Jeg er blevet et lykkeligere menneske. Jeg er endda kommet i god form." – Brett Anderson, Suede, oktober 2002


"Det har været ret surrealistisk fra det ene øjeblik at være en skoledreng fra Southampton til det næste, hvor Bono synger "Walking Away" ved Brit Awards." – Craig David, november 2002

"Livet er ikke en luksus, livet er ikke en rettighed ... Du må prise dig lykkelig for at være i live." – Kurt Cobains død skar ud i pap for Dave Grohl, at livet ikke er en naturgiven gave, november 2002

"Et af de gennemgående temaer i min musik er: 'Hvordan forhindrer vi den vestlige verden i at blive fuldstændig vanvittig? Hvordan er vi i stand til at overleve?" – Richard Ashcroft, november 2002


"Spørg lige Tina Dickow, hvor let det var at lægge sig op ad min frasering. Det tog hende ingen tid at lave, men enhver anden tror jeg ville have givet op." – Steffen Brandt, TV-2, om sangen "Herlev, Det Er Skønt", november 2002

"Jeg har masser af numre, så en ny plade er ikke noget problem." – Mark Rosenér, december 2002. (Rosenér havde netop forladt Jupiter Day. Han udgav ikke noget soloalbum, men udsendte i 2007 en plade som sanger i bandet Phonovectra. Siden har han blandt andet arbejdet som manager, red.)

"Det er situationer, som vi er vant til at håndtere, og jeg tænker stadig, at hvis jeg bare kunne have set det ske..." – Eddie Vedder, Pearl Jam december 2002, om dødsulykken på Roskilde Festival i 2000.


"Jeg vil ikke være den dér lille pige, der bare gør, hvad andre vil have mig til. Jeg vil være mig selv." – Christina Aguilera, december 2002

"Hun ville kun bolle, når vi hørte Dire Straits". – Peter Mygind om den musik, han forbinder med sin første forelskelse, december 2002

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.


Gi' Et Nummer

Vi fejrer også jubilæet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at du kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Thomas Helmig, C.V. Jørgensen og Aqua udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson over Nephew til The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.


Læs mere om albummet og køb det via GAFFA Shop her.

 

 


ANNONCE