Nyhed

Chvrches – skotsk electro-pop-trio genstand for markant hype

Vi har mødt gruppen, der netop har udgivet debutalbummet "The Bones of What You Believe"

Udsolgte koncerter i New York og L.A. og en eksklusiv optræden på det, der er blevet kåret som den "bedste klub i verden"; nærmere bestemt Berghain i Berlin, hvor den nye skotske trio optræder samme dag, som GAFFA har dem i tale. Pitchfork-push og generel trafik på de sociale medier har medvirket til at gøre de tre sympatiske musikere fra kiltens hjemland – Ian Cook og Martin Doherty på keyboards med mere og sangerinden Lauren Mayberry i front – noget af det varmeste på den alternative pophimmel for tiden. Der har været flere singler og en ep fremme, og debutalbummet "The Bones of What Believe" udkommer 23. september.

Laureen: – "Hype" er lidt en mærkelig ting, især når man selv bliver udsat for det. Men jeg føler ikke, at opmærksomheden er steget os til hovedet, og hvem ved, måske er det "easy comes, easy goes". Men vi arbejder godt sammen, satser fuldt ud på det her band, og indtil videre har opmærksomheden kun været kreativt stimulerende, så det er en god tid for os.

Laureen, du har tidligere sunget i folk-sammenhænge, og I to andre har en historik inden for alternativ rock som shoegazer. Er rykket til elektronisk musik et kommercielt kalkuleret træk, hvor chancen for hits og salg traditionelt set er større? Har I hjertet med?


Ian: – Ja, helt sikkert. Det er rigtigt, at vi alle har erfaring inden for andre genrer, men det ser jeg kun som en styrke. Martin og jeg kender blandt andet hinanden fra skole-sammenhænge, hvor vi har uddannet os inden for elektronisk musik, og personligt har det været den elektroniske musik, som har været den helt store drivkraft og interesse for mig i efterhånden en del år. Når jeg kigger tilbage, er Radiohead det allerstørste band for mig, som jo har været banebrydende i forhold til at udvikle spektret mellem traditionelle rockelementer og elektroniske landvindinger. Så jeg vil sige, at den retning, vi søger i Chrvches, er en naturlig følge af vores fælles interesser og passioner i dag.

Læs et længere interview i GAFFAs oktobernummer, der er på gaden fredag den 27. september.

 


ANNONCE