x

Filmanmeldelse: Metallica – Through The Never

Filmanmeldelse: Metallica – Through The Never

Vurdering: 5 ud af 6 stjerner

I 1976 udsendte Led Zeppelin filmen "The Song Remains the Same", som blandede koncertoptagelser med fiktionssekvenser, der fulgte de fire musikere i en slags drømmeverden.

Metallica har ladet sig inspirere af de britiske legender i "Through the Never", hvor to koncertoptagelser fra Canada i 2012 kombineres med en fiktiv handling. Modsat Led Zeppelin forlader Hetfield, Ulrich, Hammett og Trujillo dog aldrig scenen. I stedet følger vi bandets roadie Trip (Dane DeHaan), der under åbningsnummeret "Creeping Death" bliver sendt ud i byen for at skaffe noget til bandet – hvad ved vi ikke.

Rå kampscener

Metallica tordner videre over i "For Whom the Bell Tolls", da den unge roadie bliver banket bevidstløs i et trafikuheld, for at vågne op i en mennesketom by, der pludselig udvikler sig til et apokalyptisk inferno mellem kampklædte politimænd og maskerede rebeller.

Vi får det serveret råt for usødet, når betjentene bliver flamberet af molotovcocktails, mens krigsklassikeren "One" buldrer hen over billederne, og stribevis af hængte mennesker dingler i gadebilledet – og naturligvis til tonerne af "…And Justice for All"

Sådan komplementerer musikken det kaotiske ragnarok, hvor Trip konstant må løbe for livet med horder af galninge i hælene på ham. Og den ungarske instruktør Nimrod Antal får det langt hen ad vejen til at fungere ganske effektivt. Den visuelle stil er holdt i dystre og depressive nuancer, hvilket trækker tråde til hans film "Kontroll" og"Predators".

Irriterende klippet

Til gengæld falder instruktøren lidt for ofte i grøften ved at lide af den udprægede angst, der er for at fastholde billederne i koncertfilmen.

Bare fordi der er sat 24 kameraer op til at fange begivenhederne, behøver man ikke konstant at klippe mellem de mange optagelser.

Det er mildt sagt irriterende, når der klippes væk under nærbillederne af Kirk Hammett midt i den sublime solo i "Ride the Lightning", for at vi meningsløst skal se på Hetfield, mens Hammett fortsætter med af fyre den af uden for billedet i ét filmens bedste numre. Her, hvor en gigantisk elektrisk stol hejses ned fra loftet, og gnister og lyn står om ørene på kvartetten.

Ambitiøst sceneshow

De to koncerter byder på det mest ambitiøse sceneshow, Metallica har udført i bandets 32-årige karriere. Statuen på coveret til "…And Justice for All" bygges op under skivens titelnummer i en ti meter stor udgave, der mod nummerets slutning ramler sammen , så Lars Ulrichs trommesæt næsten blæser væk i 3D. Det er specielt at opleve de fire ikoner i tredimensionelle udgaver, men det føjer intet væsentligt til oplevelsen.

Som til deres fem koncerter i Forum i København i 2009 er scenen placeret i midten, så kameraerne kommer rundt og fanger alle detaljerne i en 360 grader vinkel. Filmens klare styrke.

Master!

Højdepunktet er mægtige "Master of Puppets", hvor hvide kors kommer op fra scenegulvet og forvandler spillestedet til kirkegården fra albummets frontcover. Der er suveræn pondus i klassikeren, hvor Hetfield i sit stramme sorte tøj og patronbælte har publikummet i sin hule hånd. Den 50-årige frontmand understeger nok engang, at han er i en liga helt for sig selv inden for metal-genren.

For et band, der aldrig spiller koncerter under to timers varighed, kan filmens spilletid på kun 90 minutter måske undre. Men valget virker gennemtænkt for ikke at skræmme den laveste fællesnævner væk fra biografen, nøjagtig som med koncertens sætliste, der ikke byder på nogen sjældenheder.

Der kan nævnes mange ønskværdige sange, som havde været mere passende frem for "Fuel", "The Memory Remains" og "Cyanide", der som det eneste nummer fra "Death Magnetic" fremstår som et ret besynderlig og svagt valg.

Sprudler af rebelsk energi

Til gengæld kan man ikke sætte en finger på filmens lydmix, hvor der er råstyrke i Hetfields vokal og power i instrumenterne.

Bandet sprudler af energi, og det er uundgåeligt ikke at rocke med i biografstolen, når "Battery", "Enter Sandman" og afslutningsnummeret "Hit the Lights" brager løs i højt surround sound.

Her er langt til dét Metallica, som var på randen af sammenbrud og opløsning i dokumentarfilmen "Some Kind of Monster" for ni år siden. Specielt "Nothing Else Matters" er sjældent hørt mere majestætisk, når Hetfield og Hammett over for hinanden leverer nummerets følsomme fingerspil.

Vi får aldrig svar på, hvad det er, Trip bliver sendt i byen for at hente eller årsagen til de voldsomme optøjer. Man kan ryste på hovedet over den manglende mening, eller betragte det som den oplagte metafor for den gnist, der blev tændt i ens første møde med heavy metal og Metallicas musik: Oprøret, det rebelske og det fandenivoldske – dét, som bandets klassikere stadig skriger af live.

Vurdering: 5 ud af 6 stjerner

"Through The Never" har dansk premiere 27. september. Se, hvor filmen vises på kino.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA