Nyhed

Odense bliver melodi grand prix-by

Den fynske hovedstad bliver både værter for Dansk Melodi Grand Prix og børne-MGP i 2014

Lørdag den 8. marts skal Danmark i fælleskab beslutte, hvem der får æren af at forsvare de danske farver på hjemmebane ved det store Eurovision-show i København i maj. Lørdag den 15. marts bliver det børnenes tur til at bevise deres værd, når MGP løber af stablen.

- På Fyn holder vi af fest og farver, og vi glæder os til at invitere hele Danmark med til to eventyrlige begivenheder, der uden tvivl vil begejstre både børn og voksne. I Odense ser vi frem til, at byen, som har fostret adskillige grand prix-vindere gennem tiden, skal syde og boble af Grand Prix-stemning, siger borgmester i Odense Anker Boye til DR og fortsætter:

- Grand Prix er en kulturel begivenhed for hele nationen, som vi i Odense kan få til at flyve højt i kraft af et stærkt samarbejde med Odense Sport & Event, Udvikling Fyn og byens kreative kræfter. Med vores fælles erfaring og knowhow er jeg helt overbevist om, at vi kan levere et arrangement, der vil vække genlyd i hele landet.


Danmarks Radio, der siden grand melodi prix-transmissionens spæde start har vist det europæiske show, sætter pris på valget af Odense som grandprix-by:

- 2014 står i Grand Prixets tegn. Verdens øjne er rettet mod Danmark, fordi vi skal være værter ved Eurovision. Så Dansk Melodi Grand Prix og MGP bliver naturligvis noget helt særligt denne gang. Vi ved, at Odense kan løfte den opgave og skabe rammerne for et superflot show og en kæmpe fest for alle, siger DRs underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged.

Det er 20 år siden, at Dansk Melodi Grand Prix sidst blev afholdt i den fynske hovedstad. Sidste gang var i 1993, hvor Tommy Seebach løb af med sejren i Odense Kongrescenter med sangen "Under stjernerne på himlen".


Der er sidste frist for at indsende sange til Dansk Melodi Grand Prix 2014 mandag den 7. oktober. Når alle sange er sendt ind, vil en jury gå i gang med at udvælge seks sange. Derudover vil DR invitere fire danske kunstnere til at deltage på wildcards.

Deadline for at indsende sange til MGP 2014 er fredag den 27. september. I slutningen af oktober bliver der gennemført workshops over hele landet. Her får børnene hjælp af professionelle musikere til at gøre deres sange endnu bedre.

ANNONCE