Den danske sanger har offentliggjort, hvilke numre der udgør hans tredje album og har i samme ombæring løftet sløret for albumcoveret
Tidligere på efteråret kunne vi fortælle, at den folkekære Rasmus Seebach her i efteråret udgiver sit tredje album, som har fået titlen "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Nærmere betegnet kommer albummet på gaden den 4. november, men allerede nu har sangeren og sangskriveren udsendt en trackliste samt albummets cover (se billedet, red.). Albummet rummer blandt andet en fortolkning af Rasmus' far Tommy Seebachs "Du' Det Dejligste" fra 1983. Også på sit andet album, "Mer' End Kærlighed" fra 2011, havde Rasmus indspillet et Tommy Seebach-nummer, "Under Stjernerne På Himlen", hans danske melodi grand prix-vinder fra 1993.
"Ingen Kan Love Dig I Morgen" vil ifølge Seebachs pladeselskab ArtPeople både musikalsk og tekstligt følge i sporet på de to storsælgende forgængere, "Rasmus Seebach" og "Mer' End Kærlighed" fra henholdsvis 2009 og 2011. Albummet byder også på sange, som afspejler Seebachs liv de sidste par år. Han siger selv om albummet:
"Til efteråret er der gået to år siden mit sidste studiealbum, så jeg glæder mig helt vildt til endelig at kunne præsentere en masse nye sange. På de to år, der er gået, har mit liv budt på en masse fantastiske oplevelser, og jeg har på mange måder udviklet mig siden sidst. Dette bliver helt sikkert noget, man kan høre på albummet."
Tilbage i september udkom singleforløberen "Olivia", som blev spillet flittigt af Rasmus Seebach til koncerter henover sommeren.
Rasmus Seebachs to første album har hver solgt mere end 200.000 eksemplarer – sammenlagt mere end 460.000 – hvilket gør Seebach til den bedst sælgende danske kunstner i dette årtusinde i forhold til antal udgivelser. "Mer' End Kærlighed" ligger stadig på hitlistens top 40, hvor den har ligget uafbrudt i 102 uger. Denne uge ligger albummet på en 22. plads.
Tracklisten for "Ingen Kan Love Dig I Morgen":
1. Sandstorm
2. En Øde Ø
3. I Min T-Shirt
4. Olivia
5. 1000 Farver
6. En Verden Uden Dig
7. Hjemløs
8. Fri
9. De Ka' Sig' Hva' De Vil
10. Venner
11. Ingen Kan Love Dig I Morgen
12. Du' Det Dejligste
Se Tommy Seebach fremføre originalversionen af "Du' Det Dejligste":