Nyhed

Keith Richards benådes

Arkansas’ guvernør sletter en 31 år gammel trafikforseelse fra guitaristens straffeattest

Foto af Steven Klein

Staten Arkansas har efter grundig overvejelse valgt at slette en 31 år gammel dom for farlig kørsel, der i sin tid blev fældet over Rolling Stones-guitaristen Keith Richards. Desværre kunne man ikke samtidig fjerne alle de andre forseelser, som Richards gennem årene har ophobet på sin straffeattest.

Årsagen til den pludselige genovervejelse af sagen skyldes tilsyneladende, at Arkansas’ guvernør, Mike Huckabee, havde fået det indtryk, at Richards’ indtryk af staten var blevet skæmmet af oplevelsen, og det går jo ikke. Så for at komme på stjernens gode side – eller som et tegn på statens goodwill, som det hedder sig med guvernøres formulering – slettede man altså forseelsen fra Richards straffeattest.


Bøden på 162 dollars og 20 cents skulle dog efter sigende ikke være blevet betalt.

Dommen faldt i juli 1975, hvor Richards kørte gennem byen Fordyce i Arkansas under en Stones-turné. Her observerede en politibetjent, at bilen svingede frem og tilbage på kørebanen, og selv om Richards forklarede, at han bare havde været ved at dreje på radioen, blev han og hans tre passagerer hevet med til byens rådhus. Her fik Richards sin dom, mens anklagen om besiddelse af et skjult våben blev frafaldet. Politibetjenten forklarede senere, at han også havde lugtet marijuana i bilen.


Se Rolling Stones hjemmeside

ANNONCE