Panamah har fundet opskriften til radiofladen: En del Amalie, en del Anders og en del Peter. Resultatet er pop, der gerne skulle efterlade lidt eftertænksomhed hos lytteren. Nu er de klar med album nummer to.
Lyset skyder gennem ruderne i Casper Christensens nyåbnede natklub, Sunday. På de indrammede adgangskrav, der hænger foran indgangen, kan man læse, at der ikke skal mere end en forkert bundet butterfly til, før dørmanden Sankt Peter har ret til at forkaste én.
Som sådan lidt af et ironisk tilfælde, det netop er her, Panamahs pladeselskab, Universal, har valgt, billederne til denne artikel skal skydes. Stedet er råt og luksuriøst, og man kan få champagne til 85.000 kroner. Men folkeligt, det er det ikke. Det er til gengæld Panamah.
Siden debutsinglen Ikke For Sent udkom i 2010, har trioen bestående af de to gymnasiekammerater Peter Lützen, guitar og Anders Christensen, dj-producer og den to år yngre sanger, Amalie Stender, været et velkendt navn for den faste radiolytter. Mindre kendte blev de ikke, da debutpladen udkom samme efterår.
Men særligt 2013 har været Panamahs år. Bandet er det mest spillede i de danske radioer, ultrahittet Børn Af Natten er godt på vej mod triple-platin med over fire millioner streaminger, og også den velkendte DJ Blues har rundet dobbeltplatin og top-to på single-hitlisten. Nu er de aktuelle med deres andet album, En Varm Nats Kølige Luft.
Er I Bob Dylan!?
Bølgen af succes har bandet reddet på i løbet af en lang sommerturné, der peakede på Smukfest i Skanderborg, hvor 10.000 mennesker sang med på hitsene, og bandet ramte et totalt flow. Men da der samtidig har boret sig en deadline for bandets svære toer ind i samvittigheden, har stressfaktoren været lige så høj, som tilråbene var det til koncerten på Rytmehans.
– Der var et tidspunkt, hvor vi var topstressede. Det kunne vores lydmand godt mærke og sagde: "Hvorfor laver I en plade, samtidig med at I turnerer? Tror I, I er Bob Dylan? "Vi har siden fundet ud af, at det ikke har været en helt almindelig måde at gøre det på, siger Anders Christensen, som han læner sig tilbage i sofaen på udendørsterassen på Sunday efter et par intense, knipsende timer.
Det er en flot torsdag i september. Den bliver ikke mindre flot af, at Panamah få timer forinden har sendt den endelige, sidste masterering af plade nummer to, En Varm Nats Kølige Luft af sted til pladeapparaturet. Et hårdt, langt kapitel er afsluttet. Pludselig smager en ginger ale og en smøg rigtig godt.
– Helt fri har vi aldrig, men det er en god følelse at sidde her og have givet slip på noget, vi er stolte af. Men jeg har det også sådan nu, at det er vildt, vi er endt her, siger Peter Lützen, der dagen før har siddet til klokken 8.00 i studiet og nørdet de sidste detaljer på pladen.
– Der har været nogle 14-timers vagter, siger han og kaster et drillende blik over på manager Alexander Mørch Pedersen, der sidder et par meter væk, som for at imponere en arbejdsgiver, der skal fordele genetillæg.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion, hvor bandet fortæller mere om blandt andet, hvordan de fandt frem til deres helt særlige lyd, der forener pop, elektronika og melankoli.
