Nyhed

Sufjan Stevens kritiserer Miley Cyrus' grammatikevner

Den skandaleombruste popstjerne bliver angrebet fra en helt ny vinkel

Som vi har skrevet om flere gange, bliver Miley Cyrus i denne tid kritiseret fra mange sider for sine letpåklædte optrædener i tv-shows, på billeder og i musikvideoer. Blandt andet har Sinéad O'Connor været ude i en heftig debat med Cyrus, der nu bliver angrebet fra en helt ny vinkel – dog tilsat en god portion humor.

Denne gang er det den meget anmelderroste amerikanske sanger og sangskriver Sufjan Stevens, der har kastet sig over Cyrus. Det drejer sig om sangen "#GetItRight" fra hendes én uge gamle album, "Bangerz", som Stevens påpeger indeholder en grammatisk fejl. På Tumblr skriver han:

"Kære Miley. Jeg kan ikke stoppe med at lytte til '#GetItRight' (fremragende sang, fremragende budskab, fremragende krop), men måske behøver du en hurtig grammatik-lektion. Én bestemt linje skaber bekymring: "I been laying in this bed all night long." Miley, teknisk set har du "been LYING" (har ligget, red.), ikke "been LAYING" (har lagt, red.), et uregelmæssigt verbum, som kun skal bruges, når der er et objekt i sætningen, for eksempel "I been laying my tired booty on this bed all night long." ("Jeg har lagt min trætte bagdel på denne seng igen og igen hele natten", red.).


Sufjan Stevens fortsætter med at påpege, at Cyrus ikke er alene. Også den Nobelprismodtagende amerikanske forfatter William Faulkner (1897-1962) begik den samme fejl, nævner han og hengiver sig herpå til en række tekniske og humoristiske sproglige kommentarer, som mister noget i oversættelse til dansk, inden han slutter af med følgende salut:
"Pige, du arbejder lige så hårdt som Mike Tyson. Miley, jeg elsker dig, fordi du er dronningen, grammatikalsk og anatomisk. Og du er den lækreste kage i bagformen. Bliv aldrig gammel. Lev let, før din flamme fader ud i totalt mørke. XXOO Sufjan".

Man kan tilføje, at hvis det skulle være helt rigtigt, skulle sætningen hedde "I have (eller I've) been lying in this bed all night long", men "have" kan dog udelades, når der er tale om talesprog.

Sufjan Stevens debuterede i 1999 med albummet "A Sun Came" og har til dato udgivet otte album, to ep-bokssæt med julesange og den album-lange ep "All Delighted People". Hans seneste udgivelse er jule-ep-bokssættet "Silver & Gold, Songs for Christmas Vols. 6-10", der udkom i november 2012.


Læs hele Sufjan Stevens' brev her.

Se en "lyric" video til "#GetItRight", hvor den grammatiske fejl også optræder i visuel form:

 

 


ANNONCE