Nyhed

15 forunderlige facts om Bob Dylan

Vi har samlet 15 interessante oplysninger om folk-legenden i anledning af denne uges to udsolgte koncert i Falconer Salen

Bob Dylan spiller i dag og i morgen for en udsolgt Falconer Sal. Og skal man dømme efter GAFFAs norske redaktion, er der noget at se frem til. Koncerten i Oslo fik fem stjerner, og de danske fans kan godt skrue forventningerne i vejret. I forbindelse med koncerterne har vi opstøvet 15 spøjse facts om den nu 72-årige boheme-legende.

Læs i øvrigt vores store portrætartikel fra 2011, da Dylan fyldte 70: Bob Dylan – Legende i evig bevægelse

1. Bobby Z, Zimmy, the Z-Man og The Zimster er blandt de kælenavne fans bruger, når de refererer til Dylan, før han tog sit kunstnernavn. Der hersker en del uklarhed om præcis, hvorfor valget faldt på "Dylan", men ifølge Daniel M. Epsteins biografi "Balladen om Bob Dylan", kan det komme sig af, at folk-sangeren var en stor fan af karakteren Marshal Matt Dillon, som var sherif i 50'er-tv-serien "Gunsmoke". Dylan selv har prøvet at bilde folk ind, at Dillon var hans moders pigenavn og en by i Oklahoma. Begge dele er usandt. Dylan udtalte selv til Playboy i 1978, at navnet ikke er taget fra den walisiske digter Dylan Thomas, som mange ellers mener.


2. Tresserhymnen "Blowin' In The Wind" blev efter sigende til på cirka ti minutter i et flow af kreativitet. Melodien var fra en gammel spiritual ved navn "No More Auction Block", som Dylan skrev ny tekst til. Ifølge ham selv er det ikke en protestsang, selvom den blev en vigtig del af lydtapetet til tressernes spirende ungdomsoprør. Dylan udtalte engang ved en koncert: "This here ain't no protest song or anything like that, 'cause I don't write no protest songs."

3. Dylans talenter er blevet belønnet med en lang række priser. Blandt andet har han vundet ti Grammyer, en Golden Globe og en Oscar. Meget sigende har Wikipedia en side, som kun er tilegnet alle de priser og anerkendelser, Dylan har modtaget.

4. Singer-songwriteren har også forsøgt sig med billedkunsten, og en række af hans malerier var i 2010 udstillet på Statens Museum for Kunst i København.


5. Det selvbetitlede debutalbum fra 1962 blev optaget på blot et par timer og solgte kun 5000 eksemplarer i første omgang. Siden har pladen dog solgt flere millioner.

6. Tre Dylan-sange begynder med ordene "Early in the morning" eller variationer heraf. Det er "Obviously Five Believers," "Pledging My Time" og "Tangled Up in Blue" – sidstnævnte starter med "Early One Morning".

7. Første gang Dylan spillede en koncert med elektrisk guitar og forstærket band, var på Newport Folk Festival i 1965. Den dengang vovede bedrift blev mødt af buh'en og vrede udråb af et publikum, der forventede en solist, som kun var ledsaget af sin akustisk guitar og mundharpe. På den efterfølgende turné råbte flere fans "Judas" efter ham.


8. I et interview med The Telegraph beskrev han Adolf Hitler som en forfejlet landskabsmaler, der var blevet forvandlet til en fanatisk magtgalning og fortsatte: "He knew something. He knew that people didn't think. Look at the faces of the millions who worshipped him and you see that he inspired love. It's scary and sad. The torch of the spoken word. They were glad to follow him anywhere, loyal to the bone. Then of course, he filled up the cemeteries with them."

9. Allerede i high school-tiden var Dylan særdeles musikalsk aktiv og spillede i adskillige bands. Et af dem hed Golden Chords og spillede covers af blandt andet Elvis og Little Richard, hvis band han for øvrig drømte om at spille i. Skolegangen fortsatte på University of Minnesota, hvor Dylan blandt andet havde faget "music appreciation". Musikken trak dog mere end bøgerne, og allerede efter et år droppede han ud for at tage til New York. I denne periode skrev Dylan nogle af sine allerførste sange – blandt andet "Song to Woody", som var dedikeret til forbilledet Woody Guthrie.

10. Et af Dylans mange kendetegn er mundharmonikaen – alias mundhegnet – hvis insisterende tilstedeværelse har gæstet på plader af for eksempel Harry Belafonte, George Harrison og Sly & Robbie.


11. På et hotel i New York i 1964 røg Beatles deres første joint sammen med Dylan. Da Ringo Starr gæstede Conan O'Briens Late Night Show, fortalte han blandt andet, at de blev høje og "laughed their asses off".

12. Dylan er kendt for at have et meget hemmelighedsfuldt privatliv. En af de mest mystificerede episoder var, da han i 1966 brækkede nakken i et motorcykelstyrt. Han påstod at have brækket adskillige nakkehvirvler, men skeptikere påstår, at der ikke var tilkaldt en ambulance, og at han ikke blev på ulykkesstedet trods den dramatiske hændelse. Derfor hævder nogle, at motorcykelstyrtet blot var en dækhistorie for, at Dylan var på rehabiliteringsklinik. Andre skeptikere med hang til konspirationsteorier hævdede, at han så radikalt anderledes ud efter ulykken, helt afmagret og med brune øjne i stedet for blå, og at han derfor måtte være død og erstattet af en look-alike. Uanset hvem man skal tro på, levede han i hvert fald videre på coveret til Beatles' konceptalbum "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band", som udkom året efter.

13. Selvom han ofte bliver kaldt protestsanger, skrev Dylan faktisk kun protestsange i en periode på 20 måneder af sin nu 51 år lange karriere som indspillende kunstner. Selv har han efter sigende udnævnt Jimmy Cliffs "Vietnam" som den bedste protestsang, der nogensinde er skrevet.


14. De musikalske talenter er ført videre i familien, i form af blandt andre sønnen Jakob, frontfigur i The Wallflowers og soloartist og barnebarnet Pablo Dylan (søn af film- og musikvideoinstruktøren Jesse Dylan), som er rapper. Bedstefar Bob har i øvrigt selv lavet et kort cover af LL Cool J's "Mama Said Knock You Out", som intro, da han spillede sangen i sit ugentlige radioshow Theme Time Radio Hour, som han havde i 2006-2009.

15. Twitterkontoen med brugernavnet @Ro_Bot_Dylan poster dagligt Dylans sangtekster. Hvis man tweeter til kontoen, eller nævner den i et tweet, får man et skræddersyet Dylan'sk svar tilbage.

Læs i øvrigt vores store portrætartikel fra 2011, da Dylan fyldte 70: Bob Dylan – Legende i evig bevægelse


 

 

 


ANNONCE