Nyhed

Paul McCartney forsvarer Miley Cyrus

”Slap nu af, vi har set det hele før,” udtaler ex-beatlen i et interview

Det er ikke alle, der forarges over den unge Miley Cyrus' opførsel i disse dage. Den 71-årige, albumaktuelle Paul McCartney maner til ro og kan ikke forstå, hvorfor folk tager sådan på vej. Det udtaler han i et interview med Sky News, hvor han promoverer sit nye album "New," der udkom i går.

McCartney siger, at han ikke har nogen kvaler ved at lade sin syv-årige datter se på den twerkende Miley Cyrus: "Jeg tjekkede det ud, som om det var et eksperiment, men man ser på det og siger til sig selv: 'Hvad skriger folk sådan op for?' Jeg synes kun, det var sådan mildt chokerende… Det var ikke noget særligt overhovedet."

Miley Cyrus møder modstand og skulderklap fra hele kendisverdenen for tiden. Der går ikke én dag, uden nogen melder sig under Jeg-har-en-mening-om-Miley-fanerne. I går var den meget anmelderroste amerikanske sanger og sangskriver Sufjan Stevens ude at kritisere den unge sangerindes grammatiske evner på sangen "#GetItRight" – dog med et glimt i øjet.


Miley Cyrus' nye album "Bangerz" har fået tre stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez under overskriften: "Overraskende hæderligt pop-album fra den twerkende skandale-prinsesse."

ANNONCE