Nyhed

Nyt lydstudie åbner i det gamle Ceres-bryggeri

Tallman Studio er navnet på et nyt lydstudie, som senere på måneden åbner i CeresByen i Aarhus

I 2008 blev Ceres-bryggeriet i Aarhus lukket ned og solgt til byomdannelse. Her små fem år senere er forskellige firmaer, organisationer med mere begyndt at fylde de tomme lokaler ud. Omringet af fortidsminder om ølskum og klirrende flasker åbner blandt andre det helt nye lydstudie Tallman Studio.

Bag projektet står studiemanager Rasmus Hamann (midtfor på foto), producer Anders Ruby (til højre på foto) og producer/komponist Martin Byrial (til venstre på foto, kendt fra Lis Er Stille), som sammen deler en stor kærlighed til musikken, der nu får frit løb i det nye studie: "Med lydstudiet skaber vi et rum, hvor dygtige musikere kan forevige deres kreative ideer. Man begår en stor fejl, hvis man tror, kreativitet automatisk opstår, hvis man blot har gode faciliteter til rådighed. Det er altafgørende, hvilket menneske, man har til at navigere i udfoldelserne, og i kraft af Anders Ruby har vi netop én af landets allerbedste producere til rådighed," fortæller Rasmus Hamann.

At valget faldt på de gamle faciliteter, der dog har været under grundig renovering, har efterhånden indarbejdet sig som en del af Tallman Studios identitet: "De her lokaler har en sjæl og en dybde, som vi har brugt utallige timer på at lære at kende for at kunne udnytte de unikke akustiske muligheder optimalt. Det er lykkedes os at skabe et fantastisk, levende indspilningsrum, der favner utrolig bredt, og hvor lyden kan formeres, som vi ønsker det. På den måde kan vi indstille rummet efter bandets nerve ned til mindste detalje," siger Anders Ruby.


Allerede nu er der flere kunstnere, som har skrevet sig op til at bruge det nye studie. Det er blandt andre rockbandet Drone samt Sko/Torp.

Tallman Studio indvies den 26. oktober i Ceresbyen.

ANNONCE