x

Berlinsk bodybuilder og elektropunker gæster Aarhus

Berlinsk bodybuilder og elektropunker gæster Aarhus

Electropunk, sømandsviser og minimaltechno møder hinanden, når tyske Rummelsnuff og aarhusianske Holm/Mirland giver dobbeltkoncert på Sway i Aarhus lørdag den 18. januar klokken 19.

Rummelsnuff er på den europæiske electroscene kendt som en kunstner med sit helt eget udtryk – "skramlet electropunk møder sømandsviser", skrev GAFFAs Ras Bolding, da Rummelsnuff sidst gæstede Aarhus i forbindelse med RECession Festivalen 2010. Den østtyske tidligere bodybuilder, der ofte optræder i bar overkrop og matroshat, er også kendt for sine uortodokse coverversioner af popklassikere af blandt andre Human League og Boney M. Du kan se et eksempel nedenfor.

Den aarhusianske duo Holm/Mirland har eksisteret siden 2012 og bevæger sig inden for genren minimal industrial – senest med den anmelderroste ep "Europa Machine", som GAFFAs Ras Bolding tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om: "Holm og Mirland brænder i høj grad for det, man kan kalde for den klassiske technos lydbillede, hvilket vil sige maskinelle rytmer, simple kompositionsformer og lyden af især analoge synthesizere, hvilket da lige netop også er opskriften på Europa Machine, der i sit udgangspunkt er en ep, men i kraft af et par remix når op på album-længde."

Dobbeltkoncerten på Sway, Sct. Clemens Torv 17, kælderen, starter som nævnt klokken 19, og der er gratis entré.

Se Rummelsnuff fremføre Boney M's "Daddy Cool":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA