x

Willie Nelson sigtet for narkotika-besiddelse

Willie Nelson sigtet for narkotika-besiddelse

Reuters rapporterer fra den amerikanske sydstat Louisiana, at countrymusikeren Willie Nelson, 73, forleden fik sin tour-bus ransaget og efterfølgende blev sigtet for besiddelse af en ganske betydelig mængde narkotika.

Det, der var en ganske almindelig rutinemæssig kontrol, gav bid hos de lokale myndigheder. En snu betjent mente, bussen lugtede illegalt krydret. En efterfølgende ransagning afslørede da også 700 gram pot og 91 gram svampe. Vel at mærke ikke kantareller eller Karl Johan, men den slags, man bliver bims af at spise.

Hvis det lykkedes den offentlige anklager at bevise, at narkotikaen tilhører Willie Nelson – eller en af de fire andre musikere i bussen; musikere, der ligesom Nelson blev anholdt – kan det komme til at koste op til seks måneder i fængsel plus en bøde.

De fem arresterede fra tour-bussen fik, efter at rapport og sigtelse var skrevet, lov til at gå igen.

Det er aldrig for sent her i livet, at nyde en lille koger, synes gamle Nelson at sige. I hvert fald har han tidligere offentligt stået frem og tilsluttet sig en legalisering af marihuana.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA