x

Tivoli Friheden klar med tre nye bands og en solist

Tivoli Friheden klar med tre nye bands og en solist

Fed Fredag i Tivoli Friheden i Aarhus er for mange østjyder en god start på weekenden i sommerperioden. Nu har Friheden offentliggjort yderligere tre bands og en solist til årets program: Magtens Korridorer, Sanne Salomonsen, Østkyst Hustlers og Carpark North.

Magtens Korridorer fyldte Friheden i 2012, og københavnerbandet vil gøre deres for at lægge Friheden ned igen den 11. juli.

Sanne Salomonsen er kendt som hele Danmarks Rockmama, og nu er hun faktisk også blevet bedstemor, men det stopper hende absolut ikke, og hun er på plakaten den 18. juli. Sanne Salomonsen har som den eneste kunstner optrådt til Fed Fredag hvert år siden 2010.

Østkyst Hustlers besøgte Friheden i 2013 for første gang, og det blev så stort et hit, at Friheden har inviteret de tre rap-veteraner igen – det sker den 15. august i år.

Carpark North spiller op til fest den 22. august, og med det helt nye album, "Phoenix", der udkom i januar, er de med energi, rock'n'roll-attitude, blødere toner og iørefaldende sange klar til at rocke Friluftsscenen.

Fed Fredags-konceptet blev grundlagt med tanken om at give jyderne koncerter til en billig entrépris. Og man må sige, at jyderne har taget konceptet til sig, for i år har konceptet 10 års fødselsdag, og for hvert år der er gået, er der ifølge Tivoli Friheden kommet flere til. I 2013 blev koncerterne overværet af i alt 124.000 gæster.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA