Starsailor-sanger udgiver soloalbum og gæster Danmark

Starsailor-sanger udgiver soloalbum og gæster Danmark

Den introverte forsanger fra nullernes stjerneskud Starsailor, James Walsh, udgiver den 7. april sin anden lang-spiller som soloartist. GAFFA har talt med den nu 33-årige sanger om forventningerne til soloalbummet, det at forfølge en solokarriere og hans Turning Point.

Det er onsdag eftermiddag, og jeg har efterhånden fundet ind i foyeren på Radisson Blu Falconer Hotel & Conference Center og placeret mig i den aftalte sofa – til højre når jeg kommer ind, til venstre ved baren, den sofa bag væggen i hjørnet.

Der går ikke længe, før en kraftigt bygget skikkelse kommer tættere på, han er cirka 185 centimeter høj. Venligt stikker han hånden frem og præsenterer sig som James, alt imens jeg trykker en slasket hånd i, hvad der bliver et vagt håndtryk.

Vi sætter os til rette, jeg i lædersofaen og Walsh i en matchende lænestol overfor. Efter vi har bestilt et par kopper kaffe, spørger jeg ind til den største forskel på rollen som frontmand i Starsailor og rollen som solist.

– Hmm, det er meget mere afslappet. Som turnerende solomusiker får man mulighed for at møde flere mennesker og lære mere om stedet, man er og så videre. Som band kommer man hurtigt til at sidde fast i en boble – i rutinen. Så snakker man med de samme mennesker, bliver indlogeret på et hotel, går på scenen, drikker en øl bagefter med de samme mennesker. Når man turnerer alene, taler man ikke med nogen, med mindre man taler med folk på sættet eller fans – for man har ikke et helt crew omkring sig, siger han med sin stille stemme – en stemme, der passer meget godt til mit indtryk af manden. Dog står den mørkerøde skovmandsskjorte let åben, så både hals og brysthår er blottet.

 

På den musikalske front siger Walsh, at det har været hans chance for at nyde sin passion – dyrke det som ikke var muligt med Starsailor.

- I Starsailor var det hele meget demokratisk. Vi lyttede altid til hinanden, og alle kunne foreslå deres egne inspirationskilder, og det var det der skabte lyden af Starsailor. Nu er det bare min passion og mening – og mine inspirationskilder som Van Morrison, Jackson Browne og Randy Newman, der driver værket.

 

Turning Point er musik til trediverne

Walsh fortæller lystigt videre, hvordan han tænker albummet Turning Point som en søndag-morgen-plade. En af den slags plader, der er afdæmpede, rolige, sjælelige og lækre. Han kalder den sin mest personlige plade til dato, og uddyber:

– Jeg har været gift længe (10 år, red.) og har fået børn. Når man har været i et forhold længe – det er dér, det bliver interessant! Alle op- og nedturene, alt det er med på albummet. Turning Point føles som et vendepunkt for mig i både liv og karriere. Jeg sætter bandet til side et stykke tid og skaber et grundlag for mig selv som soloartist. Og så er min familie og jeg flyttet til Irland, samtidig med at jeg har en lejlighed i London. Det er også hårdt at prøve at få det til at fungere lige nu, hvor der er så meget der ændrer sig.

– Jeg tror også, at titlen er forhåbningsfuld; alle bliver ved med at arbejde mod det her mytiske mål, og så rammer man det her "Turning Point", så alting har betalt sig, og det bliver lettere. Det lyder som en kliché, men nogle gange er det rejsen mod målet, man skal tage sig tid til at værdsætte, og ikke målet i sig selv. Så der er en del forskellige grunde til, at det er albumtitlen, siger han og smiler til mig. Hans øjne ser trætte ud, men det tror jeg altid, at de gør.

På spørgsmålet om, hvad James Walsh kan tilbyde som soloartist, og hvorfor vi skal holde øje med lige netop ham på singer-songwriter-scenen, stopper fortællelysten imidlertid. Det stille gemyt løfter kaffekoppen op og læner sig eftertænksomt tilbage i lænestolen. Han har et venligt ydre, James Walsh, som han sidder der. Hans halvlange, uglede hår deler sig i en skæv midterskilning, og det nederste af ansigtet er dækket af et lige så uglet fuldskæg, der smyger sig tæt om den buttede hage og de runde kinder. Hans smalle læber former små ord, der bliver inde i munden, så kun han kan høre dem.

– Forhåbentlig bringer jeg noget originalt til bordet. Der er ikke så mange soloartister i min aldersgruppe, og jeg synes det er vigtigt for folk i trediverne at have musik, som de kan nyde – og, som jeg sagde før, taler om at være gift i ti år og sådan. De tætteste modstykker er nok Chris Martin (Coldplay, red.) og Guy Garvey (Elbow, red.), men de laver stadigvæk bandmusik. På singer/songwriter-siden er der f.eks. Ed Sheeran og den generation. Men de er stadig meget unge og taler fra et andet perspektiv, end jeg gør. Så det er forskellen i en nøddeskal, tror jeg; min alder som singer/songwriter.

 

Inspiration og Springsteen

Efter at have fortalt, hvordan også hans stemme har ændret sig siden det tidlige Starsailor – nu er den dybere og rummer mere resonans – falder spørgsmålet på genre. Walsh har svært ved at sætte sig selv i kasse, siger han. Alligevel slutter han, at det må være tæt på guitar-pop. Melodi og tekst er meget direkte, i modsætning til Starsailor som er mere indie-agtigt – siger han. Det hænger sammen med inspirationen fra Bruce Springsteen – en kunstner som ifølge James har formået af gøre ærlige tekster og simple melodier til sit varemærke.

– Så mange af dem er bare G-dur, e-mol og C-dur-agtigt. Jeg har altid beundret dem, som kan udtrykke noget så fantastisk i en så simpel ramme. Og så har han altid bevaret en uskyldighed i musik og udførsel, mens kunstnere som Bob Dylan og Leonard Cohen lever på en anden planet – men er musikalske genier. Jeg lever bare ikke i den verden, Bob Dylan lever i!, siger Walsh og griner.

– Bruce Springsteen kom fra et temmelig normalt sted, og det er hans passion og entusiasme der har holdt ham gående og gjort ham til det, han er. Så måske er han ikke født med hovedet fuldt af idéer og skør poesi som Bob Dylan eller Leonard Cohen – men i stedet hårdt arbejde.

– Jeg tror, at jeg altid har haft empati med amerikanske kunstnere. Der er selvfølgelig undtagelser for enhver regel, men mange britiske sangskrivere skriver meget lige ud ad landevejen. The Kinks er et klassisk eksempel; de skrev historier i et "lige-ud-af-landevejen"-perspektiv i deres sange. Men jeg har nok altid forholdt mig mere til U2 og den amerikanske "her-er-noget-jeg-føler" måde at skrive sange på. Så er der selvfølgelig bands som The Beatles, der kunne begge dele. Tænk bare på "All You Need Is Love" og "Penny Lane". De kunne både skrive om følelser og skrive historier.

 

En fremtid med Starsailor?

Da vi er ved at runde interviewet af, spørger jeg, hvordan fremtiden ser ud for Starsailor – de har endnu ikke brudt, men holder bare en længere pause. James svarer kort, at de har et par shows til sommer – men hvad der skal ske derfra, ved han ikke. Men de har alle haft del i andre musik-projekter i mellemtiden,

– Så måske bliver det endnu bedre, end det var før, siger han og smiler med de trætte øjne, inden hele det bløde korpus bevæger sig stille væk fra VIP-området, efter endnu et slapt håndtryk.

Det danske publikum kan glæde sig til tre koncerter i forbindelse med udgivelsen af albummet i henholdsvis Odense (Dexter), Aalborg (Skråen) og Kolding (Godset), 14., 15. og 16. maj.

Find billetter til koncerterne via GAFFA Live

Se musikvideoen til "Start Again" fra James Walshs første album, "Lullaby" fra 2012:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA