Nyhed

Genesis til Herning

Gendannet som trio gæster Genesis Danmark 14. juni

Rygter om gendannelser af den mest kendte 70'er-konstellation af Genesis har efterhånden verseret ret længe. Men de seneste meldinger gik på, at Peter Gabriel måske havde tid engang i 2008, og det havde de tre øvrige medlemmer ikke lyst til at vente på.

Det har nu vist sig at være rigtigt, og nu har de to originale medlemmer Tony Banks og Mike Rutherford sammen med Phil Collins (der først kom med på det tredje Genesis-album) offentliggjort, at de tager på turné sammen (uden Gabriel og mindre overraskende også uden guitarist Steve Hackett, der var med i bandet fra '70 - '77).

Så turnéen Turn It On Again virker mere som en gendannelse af det Genesis, vi kender fra 80'erne og 90'erne, hvor de hittede med sang som "Invisible Touch", "Land of Confusion", "I Can't Dance" og "Jesus He Knows Me" med Phil Collins på vokal. Den udgave af bandet kommer til Herning 14. juni 2007, hvor de vil spille deres eneste skandinaviske koncert på turnéen.


I en pressemeddelelse siger adm. direktør for Messecenter Herning A/S, Georg Sørensen:
"Genesis er et fantastisk scoop for Herning. Vi gør derfor noget helt ekstraordinært ud af begivenheden med udgangspunkt i den store erfaring og de mange ressourcer, vi har til rådighed i messecentret. Blandt andet vil der blive opbygget en intim arena med tribuner og ståpladser i perfekte rammer til de 30.000 publikummer".

Billetsalget til Genesis' Turn It On Again – The Tour på Messecenter Herning Concert Arena begynder onsdag den 15. november kl. 10.00. Billetter sælges via Billetnet og tlf. 7015 6565. Der udbydes 3.500 VIP-tribunebilletter á 1.500 kr. + gebyr og de 26.500 ståpladser koster 675 kr. + gebyr.

ANNONCE