Nyhed

Stella Polaris er klar med første navne

Samtidig er der mulighed for at støtte den gratis festivals videreudvikling gennem crowdfunding

Igen i år breder chill-out festivalen Stella Polaris sig over to weekender. I sidste weekend af juli og første weekend af august besøger festivalen Sønderborg, Aarhus, Odense, Kolding og Frederiksberg. Sønderborg og Kolding er nye byer på Stella-landkortet. Nu er de første navne offentliggjort: Groove Armada (UK), James Murphy (US), Sorte Skole, Hannah Schneider, Sekuoia, Lydmor, Kill J, Mads Björn og CHLLNGR. Derudover bindes dagen som sædvanlig sammen af DJ-set fra Stella Polaris-crewet: Kalle B, Løwenstein og Nicka.

Det skal dog bemærkes, at ikke alle navne optræder i alle byer. Det fulde program offentliggøres senere. 

Den elektroniske duo Groove Armada (billedet) fra London vil helt sikkert bringe en vibe af sommer ud over scenekanten. Mens produceren James Murphy, der nok bedst er kendt fra LCD Soundsystem, atter er at opleve på dansk jord. Han har siden LCD Soundsystems ophør holdt sig travlt med blandt andet at være i studiet med Arcade Fire og lave musik til New Yorks metrosystem.


Den Sorte Skole er den danske dj-duo, som, med hjælp fra deres visuelle samarbejdspartner Dark Matters, er lidt af nogle enere på den danske musikscene. De fortalte tidligere på året til GAFFA, hvad man kunne forvente af koncertoplevelse fra deres hånd: "En vanvittig rejse for øjne og ører. Vi har visuals med fra Danmarks sejeste visuelle trekløver af en sperm-blomst, Dark Matters. De har arbejdet intenst på at løfte deres visuelle fortælling til nye højder, og det har vitterligt været et sindssygt arbejdsridt, vi har gennemlevet sammen. Heldigvis er resultatet enestående, synes vi i hvert fald selv". 

Tyve år er manges store alder, som den danske forfatter Martin A. Hansen skrev, og for 20-årige Patrick Bech-Madsen må man sige, at det er et faktum. Under navnet Sekuoia har han slået sit navn fast med sin hybrid af dubstep og eksperimenterende electronica. Det har indtil videre fået ham signet på det kendte label Project: Mooncircle i Berlin, og han skulle have et debutalbum på trapperne.

Danske Kill J har gjort sig bemærket i det store udland, navnlig England. Den engelske avis The Guardian har omtalt duoen som yderst lovende på bagrund af blot en enkelt single. Kill J er leverandører af mørktonet, alternativ r&b.


Sidste år vendte festivalen efter en lang årrække i Østre Anlæg i København tilbage til Frederiksberg Have, hvor der i år ikke blot vil kunne opleves musik fra scenen nedenfor Frederiksberg Slot, men også på en ny og lidt mere eksperimenterende scene på Mathildehøjen, hvor festivalen faktisk hovedstadsdebuterede for 11 år siden.

Scenen finansieres delvist af endnu et nyt initiativ, nemlig Stella Polaris crowdfunding. Siden Stella Polaris begyndte i 1997 har der været fri entre for publikum til alle arrangementer, og da dette ikke ønskes forandret åbnes der her for mulighed for at publikum alligevel kan være med til at støtte festivalens videreudvikling. Der kan læses mere om det konkrete projekt her.

Stella Polaris er Danmark rundt fra den 26. juli til den 3. august. Du kan læse mere på Stella Polaris' hjemmeside her.


ANNONCE