x

Reportage: Primavera Sound dag 3

Reportage: Primavera Sound dag 3

Fredagen på Primavera Sound var et overflødighedshorn af tilbud, hvor man nærmest ikke kunne undgå at begå en hel serie af musikalske kompromiser med sig selv, før man begav sig ud på den spanske festivalplads, Forúm.

Eksperimenterende magi i mørket

Under gråvejrets dominans startede vi fredagen ud med en indendørs koncert i den fantastiske sal Auditori Rockdelux - og i fremragende selskab med den 29-årige amerikaner, Julia Holter.

Her indtog Holter salen i bedste avantgardestil med en stryger-duo, en saxofon samt en trommeslager, der skulle udsmykke hendes art-poppede univers. Heriblandt store dele af materialet fra den smukke og fremragende "Loud City Song" fra i fjor. En tilpas mystisk omgiver Holter, der fra starten kom med kryptiske og introverte kommentarer, der dog faldt i god jord hos publikum.

Julia Holter selv spillede med på en Nord Electro, mens pizzicato-strygere og luftige saxløb byggede koncertsalen op til nu at have en horisont, hvor der før blot var mørke. Der blev konstant balanceret mellem en minimalistisk ro (med inspiration fundet i den klassiske - og nærmest royale stemning) og en storladenhed af den udefinerbare slags. Især Danny Meyers tordnende og overlegne blæs var stærk, mens Corey Fogels maleriske bækkenbrug stod frem.

Indimellem eksperimenterede hun med sit eget materiale og gav sangene et nyt liv. For eksempel elevatormusik-lignende udgaver eller fuldstændig nedbarberede og sfæriske versioner af sit materiale - for eksempel "Hello Stranger", med et fantastisk luftigt arrangement, der virkelig cementerede Holters fremragende og krystalklare vokal. "City Appearing" var også en fryd for øret med den drømmende opbygning, der var valgt.

Til tider blev hendes stemme nærmest stoflig - med en detaljerigdom af de helt særlige. Især i Rockdelux-salen, hvor Holters fløjlsbløde berøringer af s'erne i slutningen af et ordene virkede fjerlet. Hårrejsende.

Til Mars med Grant

Herefter gik turen til dagens første open-air koncert. Denne udsendte havde set utrolig meget frem til at (gen)se den nu tidligere The Czars-frontmand, John Grant, og dennes fantastisk dybfølte og højtragende elektropop (som det jo nærmest har udviklet sig til på den glimrende "Pale Green Ghosts"). Han skulle indtage Heinekens hovedscene.

Uheldigvis for Grant gentog vejrguderne onsdagens voldsomt kraftige skybrud, blot få numre inde i den nu islandsk-bosatte musikers sæt. Med en symbolsk kraft startede tonerne til "Marz", hvorefter helvede brød løs. Med en lille (og absolut ikke vandafvisende) Kansas-vest som eneste modtræk måtte undertegnede fortrække til et overdækket område, hvorfra man kunne ane koncerten - og desværre også det hastigt flygtende publikum. Synd for Grant og co., der havde fortjent en bedre vejrskæbne.

I wanna get wet!

På selvsamme scene kom de tre amerikanske kvinder fra Haim lidt efter med to kompagnoner på henholdsvis trommer og guitar. Søskendegruppen kom, som altid, med en voldsom energi og fandenivoldskhed, der blev taget vel imod på den nu heldigvis opklarede Primavera-plads. Med voldsomme grooves og en tight musikalsk tilgang fik vi de varmende lydlige landskaber, der netop har fået mange til at kaste Fleetwood Mac-sammenligningerne deres vej - det forstås.

Til gengæld kommer de med deres egen charme og energi, der bestemt er smittende. Man tager sig selv i at synge med på numre som "If I Could Change Your Mind", "Falling" og flere af de andre sange fra debuten, "Days Are Gone".

Også "My Song 5" med Timbaland-undertonerne fungerer for gruppen, der lykkes dér, hvor Chris Cornell faldt igennem (hør "Scream" og forstå hvorfor). Gruppen sparker flittigt til publikum med jam-sessions på stortrommer, flittige guitarsoli og flere afvekslende sang-kombinationer pigerne imellem.

Vi fik selvfølgelig også hittet "The Wire", der for denne udsendte stadig minder alt for meget om Scissor Sisters til at jeg rigtig kan nyde det, men tager hatten af for nummerets åbenlyse hit-kvaliteter. Til gengæld fik de varmet et koldt (og vådt) publikum op - blandt andet med følgende ordveksling på scenen:

Alana: "The Rain is gone!", Danielle: "Alana, don't jinx it!", Alana: "Even if it does rain, FUCK IT, I wanna get wet!"

20 års venten

I en helt anden boldgade kunne vi vende os mod Sony-scenen og se på et stor sort banner med navnet: Slowdive. Det er første gang i over 20 år, at dette er muligt. Netop bookingen til Primavera var med til at sætte gruppen i gang med at starte en ny tour op, der nu er verdensomspændende. Denne aften på Primavera var altså Slowdives blot tredje gensyn siden deres sidste koncert i maj 1994.

Slowdive lagde sig i bølgen af shoegaze og dreampop-inspirerede bands i starthalvfemserne, hvor de var med fra starten. Efter misforståelser med deres label, der ikke traf mange rigtige beslutninger for gruppen, blev Slowdive lagt i graven. Men deres musik har sjældent lydt mere aktuelt end i dag, hvor internationale navne som Beach House, The Antlers, Deerhunter, jj og hjemlige Ice Cream Cathedral med flere benytter netop den lydlige æstetik, der blev etableret dengang.

Bandet indtog scenen med deres drømmende himmelflugtende melodier, der især er drevet af de samlede guitarmur-landskaber sammen med den varme vuggende bas. Derudover også af de meget tilbagetrukne vokalspor fra Rachel Goswell og Neil Halsted. Introverte og gemte melodier, der ligger og ulmer bag den sfæriske opbyggede drøm, vi var vidne til.

Numre som "Machine Gun" og ikke mindst "Blue Skied An' Clear" er tidløse sange, hvor brugen af delay, rumklang og distortion gjorde sig godt på den store Sony-scene. Gruppen var - ikke overraskende - ikke kun meget indadvendte, men også tydeligt rørte over den store opbakning.

Gruppen formåede at fremkalde nogle smukke og meget skrøbelige momenter undervejs i deres drømmende melodiøse landskab. Især "When the Sun Hits" var aldeles fremragende. Slowdive beviste på Primavera, at gensynet med plader som "Souvlaki", "Just For A Day" og "Pygmalion" var en særdeles positiv fornøjelse. Også selvom de til sidst valgte at nævne nogle af de numre, de desværre ikke kunne nå. En mindre undskyldende attitude klæder de stærke briter, der bestemt er værd at opleve.

Embryonisk magtdemonstration

Vi fortsatte til koncert med gruppen Slint, der i mange kredse har opnået kultstatus, blandt andet som en af de absolutte foregangsgrupper i en genre som post-rock og ikke mindst slowcore. Endnu en af de kanoniserede grupper, der har valgt at tage på endnu en turné, som vi blandt også også skal se det i dag med Television.

Her blev der fra første tone krævet noget af publikum. Vi fik den instrumentale "For Dinner" fra det aldeles fremragende album "Spiderland", der viser toner af math-rock, post-rock og en videreformidling af nogle af de toner, Talk Talk blandt andet var med til at sætte. Det er her ikke svært at høre, hvor grupper som Godspeed You! Black Emperor, Mogwai, Sigur Rós og ikke mindst Gravenhurst har fundet deres inspiration.

Vi var vidne til en fantastisk magtdemonstration i, hvordan man bibeholder en ulmende og mørk suspense i så lang tid, at det bliver næste fysisk ubehageligt. Forsanger Brian McMahan reciterede løbende undervejs med sin dystre og hviskende stemme, der af til brød ud i nogle små dynamiske klimaks. Utallige hamskift undervejs med 6/8- til 4/4-taktskift og flere, undertegnede ikke kunne nå at tælle til. Vi var desuden vidne til et iltert trommespil, hvor der også blev reciteret med fra tønderne. For eksempel var et nummer som "Good Morning, Captain" et af denne festivals mest spændingsfyldte øjeblikke, hvor den reciterende fornemmelse først til allersidst blev afløst af et desperat indfølt råb: "I miss you".

Slint dominerede simpelthen ATP-scenen med deres fængslende instrumental-minimalisme, der til tider blev nærmest så embryonisk og indkapslende, at man fuldstændig glemte både tid og sted. Koncertens absolutte højdepunkt kom under "Don, Aman", hvor trommeslager Britt Walford indtog mikrofonen, og der blev spillet en "sjæler". Et smukt og intenst øjeblik, hvor suspense-effekten var konstant og ubehagelig god. Især med den fjerne tsunami af en overdrive-bølge, der lukkede nummeret i et fosterbrydende udbrud.

Det var et dedikeret publikum, der virkelig lod Slints minimalisme kravle frem og få plads sammen med de store post-rockede momenter. Som der tørt blev nævnt fra scenen undervejs i mellem to numre: "Don't stop the silence", og det havde vi for alvor heller ikke lyst til. Den bedste koncert under denne festival indtil nu - spar ikke jer selv for at opleve Slint.

Undervejs fangede vi også en lille time i selskab med psych-rockerne fra The War on Drugs, der desværre var 30 minutter forsinkede. Hvilket man er hurtig til at ærgre sig over, når man er gået fra det sidste nummer eller to ved en anden kunstner for at nå en koncert. Da de gik på, var der dog kun spilleglæde og energi at spore, især efter de sidste tekniske besværligheder var udarbejdet. Inden vi gik helt hjem, så vi også Darkside og deres dronende og smukke guitar-elektronika, der gjorde sig smukt på Ray Ban-scenen, og som var en mørk og fin slutning på en fantastisk tapas af musikalske herligheder, hvor Slint klart stod tilbage som aftenens absolutte åbenbaring. Det eneste, man kan ærgre sig over er, at Slint spillede oven i The National, der efter sigende både hev Justin Vernon og Hamilton Leithauser på scenen undervejs. Det ville man nu også godt lige have set.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA