Koncertanmeldelse

Indre momenter fra det ydre rum

John Grant

Nashville Nights International Songwriters Festival, Posten

Autoritær vokal sender Posten til der, hvor drømme dør.

16:33. I nærheden af hundrede gæster har taget plads ved siddekoncerten på odenseanske Posten. Nashville Nights International Songwriters Festival synger på sidste søndagsstrofe. Festivalen har på sidstedagen et sidste es i ærmet med tidligere The Czars-forsanger, John Grant.

Besøget fra den amerikanskfødte islænding i Odense er Grants første, men forelskelsen i byen omtales fra første øjeblik. Nærværet er ikke til at tage fejl af.

Minimalt setup skaber fordybende lyd
Setuppet er relativt minimalistisk med tre midi-keyboards og Cormac Curran som akkompagnement (ud over Grant selv på stagepiano). Curran får dog virksomt blæst publikum omkuld med gregoriansk tangent-kor bag Grants wow-vokal på ”Where Dreams Go To Die”. Vokalen får et skud afmålt rumklang og trækker lytternes hjerter op til drøblen.

John Grant behersker historiefortælling med dét der ekstra – dét der schwung. Den flydende kadence i historiefortællingen er tydelig på ”The Cruise Room”. Det er svært ikke at blive revet med af lydbølgerne fra Currans Roland A-800PRO. Keyboardet tillægger lydbilledet udvidede dimensioner, der er svære at ryste af sig.

Nærværets bagside
Selvom Grants musik og fremførelse vender indad, er Grant ikke indadvendt. I hvert opleves det ikke sådan. Det bemærkes særligt under ”It Doesn’t Matter To Him”. Her kigger Grant ud over sit publikum under versene: If I think about it, I am successful as it were / I get to sing for lovely people all over this lovely world.” Smukt udført med veltimet nærvær.

Artisten gør, hvad der er muligt for at omfavne sit publikum. Derfor er det uheldigt, at en række uhensigtsmæssige situationer rammer mod koncertens afslutning. Der findes én gylden hovedregel, som artister altid bør følge: Vend aldrig ryggen til dit publikum. ”I Wanna Go to Mars” og ”Glacier” har adskillige momenter, hvor denne regel brydes, fordi Grant står oprejst. Han må dog vende sig om for at tilgå sit keyboard, hvilket viser bagsiden af uheldig sceneopsætning. Dette sker således utilsigtet, men à 20-sekunders længde pr. gang under de to tracks. Det løber op. Det trækker ned.

Autoritær, men skrøbelig
Hvor autoritær vokalen end er, så er den skrøbelig. Det bliver evident, jo længere ind i koncerten publikum bevæges. Sætlistens anden halvdel indeholder en del falsetter og fraseringer i det øvre register. Afsluttende ”Caramel” er et eksempel på dette.

Et diskant-skærende keyboard og en uskarp vokal efterlader koncerten med et helt andet udtryk, end hvis afslutningen var landet på foregående ”Queen of Denmark”. For første gang er koncerten ikke længere lækker og behagelig at lytte til.

Det er således meget få elementer, der tager luften ud af koncerten – de lander bare mod koncertens sidste tredjedel og påvirker således det samlede billede.

Den stående to minutter lange applaus taler dog for sig selv. Publikum nægter at gå uden ekstranumre – men det bliver ved tilnærmelsen. Koncerten er slut i den ordinære spilletid efter præcis 70 minutter – hårrejsende godt, tydeligt skrøbeligt og utilsigtet fremmedgørende.

John Grant-sætliste:
TC and Honeybear
The Cruise Room
It Doesn’t Matter To Him
Where Dreams Go to Die
Grey Tickles, Black Pressure
Touch and Go
Outer Space
I Wanna Go To Mars
Glacier
Queen of Denmark
Caramel


John Grant live:
John Grant - Vokal og keys
Cormac Curran - Keys & kor

ANNONCE