Nyhed

UFO Yepha support til Busta Rhymes

Hiphopduoen varmer op i KB Hallen 4. december

Der er nu blevet offentliggjort et opvarmningsnavn til Busta Rhymes-koncerten i KB Hallen 4. december. Det bliver den danske duo UFO Yepha, der i foråret havde et gedigent radiohit med ”Op Med Håret” fra deres andet album ”Ingen Som Os” – den med, at kvinder altså godt lige kan tage at barbere sig visse steder, når de skal ud og føre sig frem.

UFO Yepha har selv skrevet, produceret og mikset hele ”Ingen Som Os”-albummet, og de formår som få på den danske scene at balancere humor og seriøsitet, med en god del selvironi ind over. UFO Yepha er hverken (wannabe-)gangstarap eller det rene ”hvor er vi sjove”-pjat, men noget helt tredje. Så alt tyder på, at publikum kan forvente sig en gedigen opvarmning, inden Busta Rhymes går på scenen.

Der er stadig billetter til koncerten på Billetnet. Koncerten bliver i øvrigt anmeldt af GAFFA.


ANNONCE