Nyhed

Karrusel klar med første to navne

Det fynske svar på Københavns Distortion er klar til Startfest 4. september

I september præsenterer Odense en tre lang gadefest, Karrusel. Festivalen er skabt i samarbejde mellem Albani, Odense & Co. og en række lokale aktører med kreativ bistand fra holdet bag den københavnske byfest Distortion. Den løber af stablen 4., 5. og 6. september. Nu er Karrusel klar med de første to navne. Det drejer sig om: Den Sorte Skole (billedet) og Julias Moon.

Den Sorte Skole spiller til Startfest den 4. september. Skolen er kendt for sine "Lektioner", hvoraf der foreløbig er udkommet tre, der kan downloades gratis fra deres web. Den Sorte Skole har specialiseret og forfinet "sampling"-metoden, som kendes fra talrige elektroniske genrer, og gjort den til en symfonisk totaloplevelse.

"Vi er ellevilde med Den Sorte Skole" udtaler festivalleder Gro Havdal. "De formår virkelig at hensætte publikum i ekstase, uanset om de spiller i Operaen eller på gaden. At opleve dem på Albanigadebroen, med den smukke udsigt over Eventyrhaven, bliver helt unikt."


De får selskab af Julias Moon som har været P3s Uundgåelige med singlen "Bay". Københavnertrioen består af producer og trommeslager Oliver Kincaid, komponist og bassist Nicolai Gabold samt sangskriver og vokalist Louis Samson Myhre. Deres debut-ep, "Backseat Thunder", fik tre stjerner af GAFFAs Simon Nathanael under overskriften: "Elektropop gemmer på de gode harmonier."

Billetter er i salg og kan skaffes via Billetto.dk

 


 

ANNONCE