Nyhed

Oplev Ásgeir Trausti gratis i Aarhus

Ud over en instore koncert kan du også streame den for længst udsolgte koncert på ARoS

Hvis du ikke er en af de heldige, der fik billet til Ásgeir Traustis koncert på ARoS, kan du stadig opleve sangeren i Aarhus - gratis endda. Han kigger nemlig forbi Stereo Studio i Ryesgade i morgen (lørdag den 30. august), klokken 15.30, og spiller et par numre.

Derudover er der mulighed for at streame koncerten fra ARoS. For i samarbejde med firmaet Audux bliver koncerten nu live-video-streamet til resten af verden via app'en SubCell. Det eneste, man skal gøre, er at downloade SubCell til sin smartphone eller tablet via iTunes eller Google Play. Åbne den og vælge koncerten med Ásgeir - og herefter blot nyde musikken. Det koster dog $5. 

Det blot 21-årige islandske stjerneskud er, på trods af sin alder, et prominent navn på singer/songwriter-scenen. Med forførende og følte melodier bliver man lukket ind; helt derind i selve sangskrivningens kerne, mens folk-inspirationen er tilsat et skud elektroniske virkemidler indpakket i en dybfølt melankoli.


Ásgeir Trausti skiftede sit islandske modersmål ud med engelsk på sit album "In The Silence" fra sidste år, hvor blandt andet John Grant - der også er at finde på programmet for Aarhus Festuge - har hjulpet til med teksterne. GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fire stjerner og skrev: "Og ja, ellers er In The Silence helt og aldeles tro over for forlægget, hvorfor den altså står på øm og melodisk folkpop spundet om akustiske guitarer og knitrende elektroniske elementer samt ikke mindst Traustis lyse og imponerende stemme."

 

 


ANNONCE