Nyhed

Nine Black Alps laver monumental toer

Englænderne sætter ikke deres lys under en skæppe i beskrivelsen af deres kommende album

Manchester-bandet Nine Black Alps bragede i 2005 frem med en debutplade, der ganske forfriskende overhovedet ikke lød som Franz Ferdinand, Bloc Party eller hvad de populære bands nu ellers hed på det tidspunkt.

Nu har de påbegyndt arbejdet på en opfølger sammen med producer Dave Sardy (Oasis, Jet), og efter at have indspillet 15 sange til den kommende plade, er bandet fyldt med selvtillid.

"Vi er halvvejs gennem vores banebrydende nye album, hvilket bliver det bedste album nogensinde lavet. Det skulle toppe Radio Times' og Smash Hits' liste over de 100 bedste plader nogensinde. Med lethed."


Sådan skriver bandet på deres MySpace-side, hvor de også kan fortælle, at de undervejs i indspilningerne har ødelagt tre forstærkere og to sæt studiemonitors, "hvilket lyder cool, men ikke er klogt", fortæller bandet.

Der foreligger endnu ikke en udgivelsesdato, men det forventes, at pladen ligger klar til foråret.

ANNONCE