Nyhed

Ny video: Pede B er ikke i din liga

Rapperen er klar med musikvideo til første single fra hans album Byggesten, der udkommer i marts

Pede B udkommer den 2. marts med albummet "Byggesten". Nu kan du få den første smagsprøve. Se musikvideoen til førstesinglen "Min Liga" her forneden.

"Jeg har altid følt, at man skal give en masse af sin personlighed i sine tekster. Hvis jeg hører et helt album igennem med en musiker, og jeg ikke føler, jeg kender vedkommende bedre bagefter, føler jeg mig på en eller anden måde røvrendt," fortæller Pede B om det nye album. 

Pede B, født i 1984 med det borgerlige navn Peter Ankjær Bigaard, er en af landets største freestyle-rappere. Han har tidligere været officiel ambassadør for Movember-kampagnen. "Byggesten" har han lavet sammen sammen med makkeren Dj Noize. I den anledning drager makkerparret på en omfattende turné rundt i det danske land. Og det går allerede strygende. Releasekoncerten i Lille Vega den 7. marts meldes udsolgt, og Pede B har i den anledning annonceret en ekstrakoncert på Stengade.

Der er en hel særlig grund til, hvorfor Pede B vælger at annoncere en ekstrakoncert på Stengade i stedet for at udvide sin releasekoncert fra Lille Vega til Store Vega. Han fortæller: "For mig betyder Stengade noget helt specielt. Gennem årene har de støttet mig og jeg er super glad for, at de er med på at lave den her ekstra koncert. Stengade har jo betydet virkelig meget for dansk rap og jeg har nogle af mine allerførste koncertminder fra den sal."


Med sig på turné har Pede B og Dj Noize den talentfulde Emilie Moldow, der sang til det Danske Melodi Grand Prix 2014 med sangen "Vi finder hjem", Pede B's mangeårige backup-rapper LuxXx og producer Adam Sampler. Du kan se den samlede turnéplan her under musikvideoen.

I april udkom Pede B og Dj Noize med minialbummet "Vi Hjerte Alberte", som var en triumf af et hyldestalbum til Alberte Windings originalmusik. GAFFAs musikanmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr kvitterede med fuldt hus, seks stjerner, for udspillet og skrev: "Det klæder med andre ord de to herrer at være lidt mere jazzy i deres lyd. Og det klæder Winding at blive sat ind i en ny kontekst. Et vellykket koncept, der varmt kan anbefales."

Se "Min Liga" her:

Byggesten Forårsturné 2015


7/3 København, Lille Vega - Releasekoncert
9/4 Herning, Fermaten
10/4 Vejle, Bygningen
11/4 Kolding, Pitstop
16/4 Fredericia, Det Bruunske Pakhus
17/4 Roskilde, Gimle
18/4 Bornholm, Raschs Pakhuz
23/4 Aarhus, Radar
24/4 Horsens, Kulisselageret
25/4 Odense, Kulturmaskinen
30/4 Skanderborg, Walthers Musikcafé
1/5 Esbjerg, Huset
7/5 Svendborg, Harders
8/5 Herlev, KlauZdal
9/5 Nykøbing, Kulturfabrikken
13/5 Slagelse, Badeanstalten
14/5 Frederiksværk, Gjethuset
15/5 Albertslund, Forbrændingen
16/5 Lyngby, Templet
22/5 Randers, Von Hatten
23/5 Aabenraa, GazzVærket
30/5 København, Stengade
12/6 Vordingborg, Stars


ANNONCE