x

Ny video: Langhåret dansk rock genopliver 70'erne

Ny video: Langhåret dansk rock genopliver 70'erne

Københavnske Bite The Bullet udkommer den 23. februar med deres andet album, "Wheels". Du kan nu se musikvideoen til singleforløberen, titelnummeret "Wheels", her forneden.

Man skal ikke lade sig narre af det metalisk klingende navn. Bite The Bullet spiller melodiøs rock, som vi kender det fra 70'erne. Det er "Wheels" et glimrende bud på. Her er Beatles-klaver, slide-guitar og blæs, så det runger af den hensvundne tidsæra. 

Det er dyrkelsen af nuet, der står i centrum for Bite The Bullet. Det spontane har været hele drivkraften for skabelsen af Wheels. Pladen er et øjebliksbillede af, hvor de står rent musikalsk og menneskeligt. Hele processen er gået hurtigt, lige fra at skrive sangene til at indspille og mixe pladen på bare 12 dage. Dette har ikke været for at forhaste processen, men for at bevare kreativiteten, nærværet og spilleglæden.

"Vores plade er en optagelse af, hvor vi er lige nu, hvad vi frygter og elsker, hvad vi tror på og hvad vi drømmer om. Der er ikke noget revolutionerende nyt i det vi gør, men vi får pigerne til at danse, drengene til at rocke og overrasker altid publikum med vild spilleglæde og spontanitet. Det bliver aldrig kedeligt at spille i Bite The Bullet," fortæller guitarist Paw Eriksen.

Trioen har eksisteret siden 2012, og siden er det blevet til et hav af koncerter i både Danmark og Tyskland og senest en vellykket tour i 2014 på 18 shows i Tyskland og Østrig. Deres første album blev udgivet på det tyske selskab Bilocation Records og fik en flot modtagelse i pressen. Selveste Lemmy fra Motörhead har sågar håndplukket et eksemplar af pladen fra det tyske pladeselskab.

Se "Wheels" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA