Lorde - Jeg har altid haft en enorm selvtillid

Lorde, eller Ella Yelich-O'Connor, som der står i hendes newzealandske pas, blev forrige års store sensation og overraskelse. Den bare 16 år gamle sangerinde slog de amerikanske popstjerner Katy Perry, Lady Gaga og Miley Cyrus af hitlisterne med hendes sang Royals, der lå på toppen af Billboard-listen historisk længe. Det var også denne sang, der indbragte den unge sangerinde en Grammy for bedste sang. Hele verdenen sang med på teksten "We don't care, we're driving Cadillacs in our dreams", og Lorde blev verdensberømt.

GAFFA mødte den nu 18-årige sangerinde på Corinthia Hotel i London, hvor hun befandt sig – iklædt en knaldrød Alexander Wang-buksedragt - for at tale om sin karriere, sin succes og sangen, hun skrev til Hunger Games: Mockingjay Part 1.

Du lavede sangen Yellow Flicker Beat til The Hunger Games: Mockingjay – Part 1. Er du på nogen måde en kvinde, der finder mod til at gøre oprør som hovedperson Katniss?

– Helt sikkert. Jeg har aldrig rigtigt følt mig inspireret af en karakter i en "young adult"-roman – eller fra en fiktiv verden. Men hun er ret så rå og er indbegrebet af selvtillid, og måden hun tager beslutninger på er meget impulsiv og drevet af et meget klart moralsk kompas. Det tiltrækker mig, for jeg tager også beslutninger på den måde.

Du har virkelig haft et fantastisk år. Hvordan har det været for dig?

– Ja, de seneste 12 måneder har virkelig være vilde og overvældende. Det er så fantastisk for mig at være her og se det fra den anden side. Jeg har aldrig før været med til en filmpremiere.

Hvordan har du i så ung en alder formået at finde din stemme?


­– Jeg tror, at det handler om at være fra New Zealand. Man har en følelse af, at alt kan lade sig gøre, når man er derfra. De har ikke store restriktioner overfor unge mennesker eller kvinder. Man bliver opfordret til at gøre, hvad man har lyst til. Det hjælper også, at jeg er fra en familie, hvor jeg er blevet opfordret til at tænke kreativt. Det kan styrke mig at vide, at det er ok at pjække fra et par timer for at gå i studiet. Jeg har altid haft en enorm stor selvtillid, men det betyder også meget, at jeg virkelig er engageret i det, jeg laver. Det hjælper en i at turde stikke hovedet mere frem.

Hvordan fandt du kunstnernavnet Lorde?

– Jeg skulle til at udgive mine første sange, og det var på selve udgivelsesdagen, og jeg havde stadig ikke et navn. Jeg fiskede rundt efter gode ord relateret til aristokrati blandt andet på latin og titler, og jeg syntes om ordet "lord", men jeg ville gøre det lidt mere feminint, og jeg ville også gerne havde at ordet så mere sofistikeret ord, så jeg fik lyst til at tilføje et "e" for at trække det lidt ud og gøre det mere episk.

Hvad kalder dine venner dig?

– Ella.

Føler du, at du har fundet din sande identitet?


– Hmm... Jeg ved ikke, om man nogensinde virkelig finder sin identitet. Det er noget, man hele tiden er i færd med at finde ud af. Jeg er nok for ung til at udtale mig om det, men jeg lærer hele tiden nye ting om mig selv.

Hvor gammel var du, da du begyndte at være seriøs med din musik?

– Jeg skrev en "development deal"med mit pladeselskab, da jeg var 13. På det tidspunkt sang jeg kun og var så småt begyndt at skrive. Det var først, da jeg var 14-15 år gammel, at jeg begyndte at skrive sange og mødte den rette person at skrive sange med og opdagede, hvor meget jeg holdt af musikken og hele den proces. Jeg nød hele pakken – også at skrive et manus til en musikvideo eller design til en webside. Det hele var bare så inspirerende.

Kan du fortælle lidt om din skrive-proces?

– Jeg skriver baseret på selve teksten. Jeg vælger en frase eller et ord og vrider noget ud af det. Mange gange har titlen været det første ord, som jeg fandt på, og ud fra den kerne arbejder jeg så videre.

Hvordan havde du det, da du stod på scenen til en koncert første gang nogensinde?

– Jeg bliver altid helt vildt nervøs, inden jeg skal optræde. Jeg har det som om, jeg skal kaste op og har lyst til at løbe væk og gemme mig, og det er frygteligt skræmmende for mig. Det er nok fordi jeg har et helt andet mindset, når jeg optræder og det er meget fysisk intenst og krævende. Det er jo bare mig og mine to bandmedlemmer på scenen, så showet ligger på mine skuldre. Min nervøsitet og frygt handler om det pres. Men jeg elsker at optræde, og det er et outlet for mig, og jeg nyder det. Men det sker ikke uden grå hår og rynker….

Hvornår gik det op for sig, hvor stor succes du har fået?

– The Grammys var vendepunktet for mig. Der var mange mennesker, der fandt ud af, hvem jeg var. Det var i januar måned.

Er det skræmmende at have smagt på succes i så ung en alder?

– Det har ikke noget med alder at gøre. Jeg tror ikke, at det betyder noget, hvor ung eller gammel, man er. Det er skræmmende, fordi det er skræmmende. Men for mig handler det om at sammenligne den kunst, jeg lavede som 14-15-årig, med den kunst jeg laver i dag som 18-årig, og hvor meget jeg har ændret mig på den tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg stadig vil kunne lide de ting, jeg lavede som 16-årig, når jeg er 20. Lige nu er jeg meget bevidst om, hvor meget jeg ændrer mig kunstnerisk på grund af min alder. Men det skal nok gå.

Hvornår vidste du, at du ville være sanger, og hvordan er det at være kendt?

– Min måde at håndtere det på er ved ikke at tænke for meget over det, for det er helt sikkert en anderledes situation at befinde sig i. Jeg har kun været berømt i en tyvendedel af mit liv, og jeg har eksisteret længere, hvor jeg ikke vidste, hvordan det var. Så det føles stadig lidt fremmed for mig. Jeg forsøger at tage det i stiv arm og ikke tænke for meget over det.

Bruce Springsteen har sunget Royals under en koncert. Hvad synes du om det?

– Ja, han gjorde det hjemme i New Zealand. Det var helt fantastisk. Jeg er en af de største fans af Bruce Springsteen. Jeg var der ikke, for jeg sad på et fly, men jeg så det bagefter. Jeg græd. Hele landet talte om det. Det blev en stor indenrigsnyhed.

Du har tidligere sagt, at du "ser" musik visuelt. Hvad mener du?

– Jeg har synæstesi, som de fleste musikere. Jeg ser farver for mig, når jeg hører bestemte lyde og ord, og sådan har jeg haft det, lige fra jeg var meget lille. Så snart en sang begynder at forme sig for mig, så ser jeg den meget tydeligt i farver. Der er nogle sange, som jeg må holde op med at arbejde med, fordi farverne er for klare, og det skaber en konflikt, så jeg ikke kan lytte. Det er underligt, men det handler om farver for mig.

Du klæder dig også farvestrålende. Hvor vigtigt er dit image for dig?

– Jeg forsøger at klæde mig baseret på en ide om styrke. Jeg elsker at have jakkesæt på og få inspiration på mænds klæder. Jeg vil gerne klæde mig enkelt, stilrent og sende et signal om, at jeg er stærk.

Ungdommeligt soundtrack

Det er første gang den kun 18-årige newzealænder har kurateret et soundtrack-album. Men hun er begejstret for at lægge lyd til en film, hvor Jennifer Lawrence spiller en stærk, kvindelig heltinde.

"Jeg har altid været en stor filmfan," siger Lorde om at skrive sangen Yellow Flicker Beat til The Hunger Games: Mockingjay – Part 1.

– Da jeg så den første film i biografen med mine venner, var jeg lige med det samme tiltrukket af universet og den attitude, der beskrives.

Lorde har været med til at håndplukke de sange, der skulle med på albummet og har samlet hele 14 nye sange, der alle er nyindspillede og de fleste er også nykomponerede.

– Filmene føltes meget "unge". Det føltes helt rigtigt for mig. Jeg nød det, og det var spændende for mig at gøre soundtracket ungdommeligt. Jeg er meget glad for, at jeg fik mulighed for det.