Nyhed

Pharrell arrangerer klimakoncerter med Al Gore

Nu kommer efterfølgeren til kæmpe-eventet Live Earth, der fandt sted for første gang i 2007

Én dato, seks kontinenter, over 100 artister. Ambitionerne er af enorme dimensioner for Live Earth 2015, der bliver en realitet otte år efter den oprindelige Live Earth-begivenhed i 2007. Al Gore, som er en af grundlæggerne af eventet, annoncerede sammen med tv-producer Kevin Wall detaljerne om Live Earth 2015 på World Economic Forum i Schweiz. I samme omgang blev Pharrell Williams præsenteret som creative director for Live Earth 2015.

Den 24 timer lange festival finder sted den 18. juni i år i New York i USA, Johannesburg i Sydafrika, Sydney i Australien, Beijing i Kina, São Paulo i Brasilien og Paris i Frankrig som forspil til FN's klimatopmøde i sidstnævnte by i december. Hver koncert kommer til at vare fire til seks timer. Tv-producer Kevin Wall håber på at udbrede begivenheden til et globalt publikum på to milliarder ved hjælp af knap 200 tv-stationer. Der forlyder endnu ikke noget om, hvilke kunstnere der er på plakaten.

Målet for begivenheden er at indsamle én milliard underskrifter, der skal opfordre verdens ledere til at vedtage en ny klimaaftale ved topmødet i Paris. Pharrell Williams understreger, at det vigtige for festivalen ikke er, hvem der optræder, men dens formål. "I stedet for at folk bare optræder, vil vi bogstaveligt talt harmonisere hele menneskeheden på en gang", udtaler Pharrell Williams ifølge BBC om begivenheden.


 

Kritik af Live Earth for at være miljøsvin

Live Earth 2007 blev kritiseret af klimaaktivister for at være hyklerisk, fordi de mange performere, der skulle sprede budskabet om en nedskæring af udledningen af kulstoffer, selv fløj verden rundt for at spille til koncerterne. Pharrell Williams' respons på kritikken lyder, at der i 2007 var nogle "kloge mennesker og komikere, der ikke forstod den globale opvarmning," og at festivalen derfor ofte blev latterliggjort. "Vi vil gøre tingene anderledes denne gang," siger Williams.


I 2007 fandt Live Earth sted i 11 byer på samtlige syv kontinenter, nemlig i Washington D.C., Rio de Janeiro, Sydney, London, Hamburg, Shanghai, Johannesburg, East Rutherford i New Jersey, Kyoto og Tokyo i Japan og ikke mindst en enkelt koncert på Antarktis.

Genesis, Metallica, Kanye West, Roger Waters, The Police, Beastie Boys, Foo Fighters og Madonna var blandt de mange kunstnere, der optrådte til festivalen i 2007. I øvrigt optrådte Pharrell Williams selv til Live Earth i Brasilien.

 Se videomontage fra Live Earth 2007 her:

ANNONCE