Nyhed

Amy Winehouse til Danmark

Den engelske soulkomet spiller sin første koncert i Danmark i Vega i København 9. april

De internationale topsangerinder står nærmest i kø for at annoncere koncerter i Danmark lige for tiden. Efter de senere par dages offentliggørelser af koncerter med Tori Amos, Rickie Lee Jones, Macy Gray og Dolores O’Riordan (eks-Cranberries) er turen nu kommet til 23-årige London-soulkomet Amy Winehouse, der giver sin første koncert i Danmark nogensinde i Store Vega mandag den 9. april klokken 20.

Amy Winehouse har udforsket både moderne r&b/hiphop/soulnavne som Lauryn Hill og klassiske jazz/soul-sangerinder Dinah Washington og forsøger på samme tid at hædre såvel som forny r&b-genren. Med stort held.

Debutalbummet “Frank (Universal” fra 2004 indeholdt singlen ”Stronger Than Me”, som gav Amy hendes første hædersbevisning fra musikbranchen, nemlig den prestigefyldte Ivor Novello Songwriting Award for ”Best Contemporary Song”. Opfølgeren ”Back to Black” fra februar i år er blevet lige så positivt modtaget af presse og publikum. GAFFAs ivan Rod tildelte således albummet 5 ud af 6 stjerner og kaldte Winehouse "et af de største kvindelige sangtalenter, undertegnede har hørt igennem flere år."

Billetsalget til koncerten starter i morgen torsdag 22. februar kl. 10. Billetter kan købes via Billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona-butikker landet over.

ANNONCE