Nyhed

NorthSide-aktuelle Wolf Alice annoncerer debutalbum

Det britiske rockorkester udgiver deres debutalbum til sommer og giver en forsmag med singlen Giant Peach

Wolf Alice er klar med udgivelsesdatoen på deres debutalbum. Albummet vil ramme gaderne den 22. juni i år og har fået titlen "My Love Is Cool". Det er deres første udgivelse siden deres ep "Creature Songs" fra 2014. Det længeventede udspil vil indeholde singlen "Giant Peach", der er blevet frigivet som en smagsprøve på det kommende album. 

Orkestret udtalte for nylig til NME, at albummet vil sammenfatte en blanding af forskellige genrer og sagde i den forbindelse: "Det er 100 procent ikke et grunge-album - det er et mere modigt album end det" og at det "vil overraske folk". Sangerinden Ellie Rowsell uddybede i deres interview til NME: "Der er en blanding af genrer på pladen. Vi bruger vores instrumenter på forskellige måder, eksempelvis bruger Joff (Oddie, red.) sin guitar som synth. Vi har lavet lyde, der ikke nødvendigvis lyder som guitarer, og vi har eksperimenteret med måden, vi bruger vores stemmer. Vi har forsøgt at tilpasse sangenes føling med måden, de bliver performet og indspillet, altså forsøgt at få en trist sang til virkelig at føles og lyde trist."

Trommeslageren Joel Amey tilføjede i interviewet, at fans vil blive overraskede over lydene på albummet, idet den nye lyd kom bag på trommeslageren selv, da han hørte dem første gang. Det bliver dermed understreget, at albummet vil stride imod fastlåste forventninger og i stedet bringe et mere eksperimenterende og uforudsigeligt lydbillede. 


Wolf Alice er netop blevet offentliggjort som et af navnene på NorthSide og kan derfor opleves på dansk jord til juni.

Du kan lytte til singlen "Giant Peach" her:


ANNONCE