Pelle fortæller om sit liv og musikbranchen
Tilbage i 2009 vandt den dengang 13-årige Pelle Blarke børnenes MGP med sangen "Kun Min". I dag underviser han i sangskrivning på Aalborg Ungdomsskole og brænder stadig for musikken. Musikbranchen er ikke kun en kreativ, men også en hård branche, og Pelle har netop skrevet en kronik, hvor han fortæller om, hvordan det er at være ung og en forholdsvis ny musiker i den verden.
Samtidig er Pelle klar med sin seneste single "Vi Brænder", med tilhørende video. Læs kronikken og se videoen herunder.
Kronik:
En joker i ærmet
af Pelle Blarke
Jeg er en 19-årig musiker. Jeg har smagt på de store scener og pladekontrakter i min tid som MGP-vinder. Nu arbejder jeg som klubmedarbejder 3 gange om ugen. Når jeg kommer hjem, kigger jeg på en opvask, som bliver større, og en vasketøjskurv, der ikke kan lukkes.
Jeg møder først kl. 15.00. Jeg burde kunne holde styr på mine ting.
Mit ur er sat til kl. 8.05. Da jeg sidste år gik på Aalborg Katedralskole, var det sat til 7.05. Nu tillader jeg mig selv en god nats søvn. Alligevel lå jeg i onsdags til kl. 14. Jeg lå bare. Der skete ingenting. Jeg prøvede at sove.
Min arbejdsdag er simpel. Jeg møder kl. 15 - cykler hjem igen kl. 21.30. Hvis vi antager, at jeg sover 8 timer, burde jeg have næsten 10 timer til at fokusere på mit band. For jeg tager ikke min opvask alligevel.
Jeg har en del forskellige opgaver i bandet. Jeg er forsanger og står også for management og booking; altså mails og telefonsamtaler. Jeg skriver til skoler, koncertsteder og bekendte, som måske kan bruge os som underholdning. Samtidig skal jeg så producere og skrive ny musik til bandet. Det udskyder jeg oftest.
Når jeg har min arbejdsdag med Facebook og mail, skriver jeg mange personlige henvendelser. Oftest får jeg ikke noget svar. Jeg synes, det er flabet og demotiverende, når selv små spillesteder og privatfester ikke svarer. Og så vil jeg hellere sove.
Og det er nu, jeg ikke forstår min krop og hjerne. Jeg brænder for musikken. Hele bandet brænder for musikken. Vi burde være sultne og satse alt på det her. Fuck arbejde. Fuck opvask. Alligevel ligger jeg derhjemme og laver ingenting: Kigger på en tom inbox og en masse sendte mails, som aldrig får noget svar. Det irriterer min krop - jeg bliver sur og rastløs.
I starten vedkendte jeg ikke, at det var mig, som havde problemet. Det begyndte med min barndomskammerat, Jens, som også spiller trommer i bandet.
Jeg syntes, hans lejlighed var noget rod - værre end Jomfru Ane Gade søndag morgen. På en eller anden måde fik jeg den fornemmelse, at hele Jens' liv var noget rod. Jeg kunne ikke forstå hans perception. Det kunne man da ikke bygge sit liv på.
Han blev rigtig god til at spille på trommer.
Men det kunne jeg ikke se. Jeg lagde kun mærke til den del, hvor han shoppede mellem tv, junk food og lidt pjækkeri fra skolen.
En dag skulle han spille trommer for opvarmningsbandet for Niarns afskedskoncert på Skråen, Aalborg. Jeg lovede, jeg ville hjælpe til, da han skulle spille til backtracks (pre-indspillet musik). En ting, som jeg også står for i mit band.
Den aften kom Jokeren og featurede Niarns koncert. Han er mit helt store idol. Han kan det med rap. Men jeg undertrykte mit behov for at rose Jokeren og fortælle ham, hvor fed, jeg synes, han er. Jeg har selv nogle fans og ved, at det nemt kan blive ubehageligt påtrængende, når de har adgang til backstage.
Så mens Jens spillede med opvarmningsbandet, kom Jokeren ud og var vanvittigt imponeret af Jens' trommespil og stil. Han hev sin iPhone op af lommen og optog det meste af koncerten.
Euroman har en sektion, som hedder: Da jeg vidste, jeg var god. I det øjeblik vidste jeg, at Jens var god. Han var på vej op - og jeg stod stadig, der hvor jeg startede.
Mens Jens havde haft fokus på en ting - trommerne - prøvede jeg at bilde mig selv ind, at jeg havde styr på alt i mit liv. Mit liv havde været bygget af mine egne sanktioner mod rod og fysisk kaos. Jens klarede sig jo, han kom ud på den anden side af sit studie, selvom han ikke var den bedste student. Jeg knoklede i skolen, levede så meget op til normerne, at jeg ikke kunne fokusere på andet. Den aften med Jokeren gik det pludselig op for mig, at jeg skulle have prioriteret at blive et helt menneske i stedet for et perfekt menneske.
I dag lader jeg mig selv rode lidt mere end normalt og gøre tingene, når jeg har lyst. Jeg kan skrive mine sange og producere dem. Jeg ved ikke om, det er tilfældigt, men 90 % af de mails, jeg skriver, bliver besvaret. Før var mit liv struktureret ud fra den korrekte adfærd. Nu er mit liv baseret på min adfærd.
Og jeg vil gå efter det, jeg brænder for.
Musikvideo til singlen "Vi Brænder":
