Nyhed

Byd på middag med The Doors

Auktion over stævnemøde med Doors-medlemmer

Hører du til dem, der ærgrer dig over, at du aldrig har set Jim Morrison fra The Doors i levende live - måske fordi du ikke var født, da han døde i 1971 - får du nu et tilbud, der smager lidt af fugl.

Pladeselskabet Rhino holder nemlig en auktion, hvor du kan byde på en middag med nogle af de andre Doors-folk, skriver virginmega.com. Det eneste deciderede Doors-medlem er dog keyboardspilleren Ray Manzarek. De to andre er Doors-produceren Bruce Botnick og deres gamle manager Danny Sugerman.


Auktionen bliver holdt på adressen www.ebay.com/rhino i perioden 4. til 14. december. Middagen skal finde sted på Benvenuto Café i Los Angeles, hvor Doors’ management havde hovedkontor indtil 1972.


Auktionen skal først og fremmest promovere udgivelsen af opsamlingsalbummet "The Very Best Of The Doors", men der er også et velgørende formål. Overskuddet fra auktionen går nemlig til organisationen Musicians Assistance Program.

ANNONCE