Nyhed

Snoop Dogg nægtet indrejse i England

Rapperen beder myndighederne skifte mening, da han ifølge sig selv er en god rollemodel

Snoop bliver da også bare ved med at rende ind i problemer på sin igangværende turné sammen med P Diddy.

Rapperen blev arresteret i Stockholm for fjorten dage siden, og nu er han blevet nægtet indrejse i England, hvor han skulle have optrådt i London, Manchester, Glasgow, Cardiff og Nottingham.

Problemet er, at Snoop tidligere har været i karambolage med det engelske politi, da han sidste år blev arresteret i Heathrow lufthavn for forstyrrelse af ro og orden, fordi han sammen med sit posse havde kylet rundt med nogle whiskey-flasker i en toldfri butik.


Ikke overraskende er Snoop uenig med de engelske myndigheder i deres beslutning og har i følge Gigwise udtalt, at de burde lukke ham ind, da han kan være med til at stoppe volden i England.

"Det eneste jeg kan gøre, er høfligt at bede The Home Office om at genoverveje dette. Jeg kan nå de unge med min mikrofon, som politikerne ikke kan nå med deres stemmer. Jeg kan bede dem om at stoppe volden og mordene, der sker i England".

Så må vi se, om det er nok til at overbevise myndighederne.


ANNONCE