x

På 10 års jubilæet spotter Tivoli nye stjerner

På 10 års jubilæet spotter Tivoli nye stjerner

På dagens pressemøde i den gamle have kunne Tivoli i dag løfte sløret for et nyt musikalsk indslag på det over 100 år gamle Pantomimeteatret – den nye Fredagsspot.

Tivoli har igennem de sidste 10 år til Fredagsrock præsenteret de største danske stjerner, som D-A-D, Thomas Helmig og CV Jørgensen, mens også store internationale navne har lagt et besøg forbi Michael Jacksons foretrukne legeplads – i de forgangne år har man blandt andet kunnet opleve Mariah Carey, Sting, Beach Boys og et utal af andre store navne, der valgte Plænen i Tivoli frem for eksempelvis marken i Horsens.

Som man annoncerede ved pressemødet, vil man fra Tivoli give både sig selv, men også publikum en fødselsdagsgave, nemlig i form af mere rockmusik i den smukke have. Deltagerne fik en fin smagsprøve af Spotscenen, da The Kissaway Trail (billedet) gav et bud på, hvordan Pantomimeteatret, der normalt bliver betrådt af Harlekin, Columbine og Pjerrot, kan se ud med 5 indadvendte rockknægte.

Der burde være garanti for syv kvalitetsaftener, når den nye Fredagsspot-scene åbner – navnene er nemlig fundet i tæt samarbejde med allestedsnærværende ROSA – Dansk Rock Samråd, der blandt andet står bag Spot festivalen i Århus.

Fredagsspot på Pantomimeteatret

22. juni – Alphabeat
29. juni – The Broken Beats

20. juli – The Kissaway Trail
27. juli – Dúné

3. august – Natasja
10. august – Oh No Ono
17. august – Thomas Buttenschøn

Tivoli


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA