x

Videokavalkade: Her er alle Sveriges vindermelodier

Videokavalkade: Her er alle Sveriges vindermelodier

Bookmakerne var ikke i tvivl i går, og de havde da også spået Måns Zelmerlöw gode chancer for at vinde, da han repræsenterede Sverige i den 60. udgave af Eurovision Song Contest. Det er sjette gang siden 1974, at svenskerne vinder musikkonurrencen. I den anledning har GAFFA samlet alle Sveriges vindersange her forneden.


ABBA - Waterloo (1974)

Det svenske sejrstogt begynder naturligvis med ABBA, som vandt i 1974 med førstesinglen "Waterloo" fra deres andet album af samme navn. Historien om en pige, der overgiver sig til kærligheden, ligesom Napoleon i 1815 måtte overgive sig ved Waterloo, gav gruppen det afgørende skub mod verdensberømmelse.



Herrey's - Diggi-Loo Diggi-Ley (1984)

Ti år senere var det tre brødre, der vandt konkurrencen med en up-beat sang om "magiske dansesko". Sangen er meget tidstypisk både i tone og sangernes fremtoning, og brødrene Herrey's blev da også lettere sarkastisk døbt "de dansende deodoranter" af en anden af årets deltagere.



Carola - Fångad Av En Stormvind (1991)

I 1991 var Rom vært for Eurovision Song Contest, og her løb popsangerinden lige akkurat Carola med sejren. Stillingen var uafgjort mellem Sverige og det franske bidrag, "Le Dernier Qui a Parle" af Amina. Begge havde de 146 point, så man måtte i gang med en særlig procedure for uafgjorte stillinger. Sverige vandt, fordi de havde fået flere 10-points-stemmer end Frankrig. 

Charlotte Nilsson - Take Me To Your Heaven (1999)

Der var nye regler på spil i 1999, og Charlotte Nilsson benyttede sig af, at hun nu kunne synge på engelsk - i stedet for at være tvunget til at synge på sit svenske modersmål. "Tusen Och En Nat" blev således til "Take Me To Your Heaven", og Sverige fik deres fjerde sejr. Året efter sikrede Brødrene Olsen en dansk sejr.

Loreen - Euphoria (2012)

Europa var tydeligvis meget enige i 2012. "Euphoria" fik hele 372 point, og det er det næstmeste antal point i konkurrencens historie. Hele 18 lande gav sangen 12 point. Atter vandt Danmark året efter den svenske sejr, denne gang med Emmelie de Forest.

 

Måns Zelmerlöv - Heroes (2015)

Og så har vi selvfølgelig gårsdagens vindersang. Det blev til et kapløb mod Rusland, som dog måtte nøjes med en andenplads i denne omgang.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA