Nyhed

Michael Jacksons Neverland Ranch til salg

Vil du leve som kongen af pop, har du nu muligheden - forudsat at du har økonomien i orden

Mangler du et rummeligt sted at bo eller er du bare virkelig fan af Michael Jackson, har du nu muligheden for at købe hans Neverland Ranch i Californien. Du skal dog have økonomien i orden. Prisen er svimlende 100 millioner dollars - 680 millioner omsat i danske kroner. Det skriver Wall Street Journal.

Ranchen er lokaliseret omtrent 65 kilometer fra Santa Barbara. Den går dog ikke længere under navnet Neverland Ranch, men er i stedet blevet omdøbt Sycamore Valley Ranch. Dette skyldes nok, at den store forlystelsespark og den omfangsrige zoologiske have, som Jackson byggede i sine bestræbelser på at skabe Peter Pans eventyrunivers, for længst er blevet pillet ned.

Kun en tilbageblivende togstation forbliver fra forlystelsesparken, mens de mange dyr - aber og elefanter - også er borte. En lama rapporteres dog stadig at residere på grunden. Blomsterbedet, der staver det ikoniske "Neverland", er alt, der er tilbage fra fordums storhedstid.

Hvad får man så for sine penge?

Man får først fremmest en gigantisk grund på 2700 acres, hvorpå 22 bebyggelser er placeret. Selve hovedbygningen er bygget i den franske Normandy-stil, og den ligger mellem grundens to søer. Den rummer seks soveværelser og har en tilknyttet bygning til personale. Der er to gæstehuse - et bestående af fire soveværelser og et bestående af to soveværelser.

Derudover får man en pool med tilhørende cabana, et barbecue-område, en basketballbane og en tennisbane. Skulle man være glad for at gå i biografen, jamen, så får man også en biografsal med plads til 50 publikummer.

Michael Jackson købte ranchen i 1987 for 19,5 millioner dollars - 132,5 millioner danske kroner - og boede der i mere end 15 år. Ejendomsfirmaet, der står bag salget, udtaler, at en køber vil blive fundet efter et grundigt baggrundstjek, da man ikke er interesseret i at fremvise grunden for uvedkommende. 

Michael Jackson afgik ved døden den 25. juni 2009. Siden er der kommet to posthume-album. Det seneste, "Xscape", udkom i maj sidste år. Det var ifølge GAFFAs musikanmelder Sohail Hassan "en konge værdigt", og han kvitterede med fuldt hus, seks ud af seks stjerner.


 

ANNONCE