Nyhed

D-A-D: Her er Stigs vikar

En dansk superguitarist har skippet to - eller i princippet - fire strenge for at dække venstre fløj. Se det drillende klip.

Det kan godt være, at bassist Stig Pedersen ulykkeligvis har knækket armen, men det samme kan ikke sige om den kampgejst, D-A-D lægger for dagen. Gårsdagens koncert i Herning blev vel gennemført - og det med hjælp fra superguitaristen Søren Andersen, der vikarierer for Pedersen, mens han kommer sig. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Image and video hosting by TinyPic

D-A-D drillede lystigt fans ved at lægge en video op af den tæt-tatoverede Andersen, der øvede sig til aftenens koncert, dog med et hvidt lagen over hovedet. Mystikken var stor, for hvem kunne den godkendte vikar være dog være? Se klippet her forneden.

Rockfans gik straks med på legen, og nogle skarpe stykker genkendte åbenbart også hurtigt tatoveringerne og gættede på superguitaristen Søren Andersen.

Han gør sig til daglig som halvdelen af den ekvilibristiske guitarduo Electric Guitars med Mika Vandborg, der også er eksponenter for den hårdere, melodiske rock. I februar udkom de med deres andet album, "String Fever". GAFFA kvitterede med fem stjerner og skrev blandt andet: "Okay! Så med et bandnavn som Electric Guitars og en albumtitel, der emmer af strengefeber, kan man kun forvente en regulær guitarfest. Og det er præcis, hvad Mika Vandborg og Søren Andersen leverer. Naturligvis."


Det siger også en del om Andersens streng-talent, at han på så kort varsel er klar til at "træde" i stedet for Stig Pedersen.

Uheldet var ulykkeligvis ude for D-A-D 15 minutter inde i koncerten fredag aften på Aarhus Havn. Her faldt Stig Pedersen på den regnvåde scene i sine nye højhælede støvler, og nærtstående fans var ikke i tvivl om, at noget var helt galt, da de så bassistens forpinte ansigtsudtryk. Han har da også lidt et kompliceret brud, og lægerne anbefaler, at han holder sig i ro de næste seks til otte uger - selvom frontmand Jesper Binzer tvivler på, at den energiske bassist kan sidde stille så længe.

Indtil Stig Pedersen atter er kampklar, holder en ydmyg Søren Andersen skansen på venstre side af scenen, og D-A-D kan gennemføre de planlagte koncerter. 


Se det drillende klip her:  

 

hit by reality

ANNONCE