Nyhed

Guide: Her er årets 25 bedste festivalnavne – nummer 25-21

Vi skyder festivalsæsonen i gang med årets 25 bedste oplevelser på de danske festivaler

Det er – teknisk set – årets første sommerdag i dag, og festivalsæsonen er for alvor skudt i gang. I den forbindelse bringer vi de næste fem dage en top 25 over årets største oplevelser på de danske festivaler.

Læs meget mere om sommerens festivaler i GAFFAs festivalguide

25. Faith No More


Det må siges at være lidt af et scoop, at Tinderbox har lokket selveste Faith No More til Fyns land. Det amerikanske kultband er sat på programmet om søndagen den 28. juni. Den dynamiske gruppe har eksperimenteret med flere genrer, siden de blev dannet tilbage i 1982. Det har resulteret i en brandfarlig fusion af heavy metal, funk, hiphop og rock, og når Mike Patton og banden rammet Tinderbox er det endda med et helt nyt album i bagagen. Sol Invictus er bandets første album siden Album of the Year fra 1997, og det skal blive en udsøgt fornøjelse at opleve dette enestående band levere de nye sange side om side med alle klassikerne.

24. The War On Drugs (billedet)


Det er ikke for ingenting, at The War On Drugs' seneste udspil Lost In The Dream var at finde på alskens magasiners lister over bedste udgivelser fra 2014. Bandet har været hyppige gæster på de danske scener, og i år er de at finde på Roskilde Festival. Koncerterne på dansk jord har kun sat en streg under, at bandet med sanger og sangskriver Adam Granduciel i front er en oplevelse værd, og en varm sommerdag i selskab med bandets delvist Springsteen-inspirerede atmosfæriske rock lyder så godt som optimalt.

23. Deafheaven


Amerikanske Deafheaven fra San Fransisco gjorde sig markant bemærket i musikpressen og blandt alverdens anmeldere med deres andet album Sunbather, der udkom i 2013. Albummet var på mange musik-sites at finde i toppen over årets absolut bedste udgivelser. Gruppens stil er blevet kaldt banebrydende. Det er nemlig et umage miks af black metal og shoegaze. Omdrejningspunktet er forsanger George Clarke og guitarist Kerry McCoy. Førnævntes torturerede brøl og skrig går i spænd med sidstnævntes stemningsfulde guitarflader. Det er forbandet effektivt og underligt smukt, og der er lagt op til en musikalsk oplevelse af de større på Roskilde, hvis man er klar på noget anderledes.

22. Kwamie Liv


Fremadstormende Kwamie Liv udgav sidste år sin debut-ep Lost In The Girl. Kwamie har materialet i orden og lyder ikke som nogen anden. På grund af hendes helt særlige stemme er hun dog blevet sammenlignet med store navne såsom Lana Del Rey og M.I.A. Er du i tvivl om, hvorfor hun er noget særligt, så lyt til Lost In The Girl-ep'ens højdepunkt 5AM, der har hittet på Det Elektriske Barometer og P6 Beat. Liv var indtil for nylig måske Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Men med masser af blogomtale og store interviews i udlandet er hun godt på vej til at ændre det. Benyt sommerens festivaler til at få hende set på de små scener, mens tid er.

21. The Jesus & Mary Chain


De skotske støjrockere har ikke lagt vejen forbi Danmark i næsten to årtier. Sidste gang var på Roskilde Festival i 1998, så der er altså tale om noget lidt ekstraordinært i vente, når de besøger NorthSide. I november sidste år var det desuden 30 år siden, at bandet udsendte milepælen Psychocandy, som vil blive opført i sin helhed på festivalen. Selvom Psychocandy har haft klassikerstatus nærmest siden udgivelsesdatoen, ramte den alligevel pludselig en helt ny generation gennem filmen Lost in Translation, der afsluttes til tonerne af albummets smukke åbningsnummer Just Like Honey.

Læs meget mere om sommerens festivaler i GAFFAs festivalguide


ANNONCE